låneord

Låneord, ord, som er optaget fra et fremmed sprog, og som adskiller sig fra en anden type af importerede ord, såkaldte fremmedord, ved at være fuldt tilpasset det modtagende sprogs struktur. Fx er det engelske ord tank optaget i dansk dels som låneordet tank [tɑŋʔg] 'beholder' med plur. tanke, dels som fremmedordet [ta:ŋk] 'kampvogn', der oftest får engelsk plur. tanks.

Til låneord regnes også såkaldte oversættelseslån, fx samvittighed efter latin conscientia, som atter gengiver græsk syneidesis 'medviden', og frynsegode efter engelsk fringe benefit.

Låneord optages i mange tilfælde sammen med en ting, de betegner, fx i middelalderen tegl gennem nedertysk fra latin tegula 'tagsten'; ofte kan de tilføre sproget nye betydningsnuancer som bedrøvet, traurig, trist, der er indlånt fra hhv. nedertysk, højtysk og fransk, ved siden af de hjemlige uglad, sorgfuld og mod i hu. Lån skyldes ofte det långivende sprogs højere prestige. Se også dansk sprog.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig