Kölsch, overgæret ale-type skabt i byen Köln. Der har gennem århundreder været tradition for at brygge specielt øl i byen, men i 1986 trådte byens brygmestre sammen for at lave en Kölsch-Konvention, der fastslog, at den særlige kölsch kun måtte brygges inden for byens "volde". Denne appellation d'origine contrôlée, der næsten kun eksisterer inden for vinens verden, håndhæves strengt. Kölsch skabes med lys (pilsner-)malt og gerne med en tilsætning af hvedemalt, styrken er på ca. 5% vol. alc. Øllet serveres på byens værtshuse i cylinderformede glas (”eine Stange”), der rummer 20 cl.