kys

Kys, har karakter af hilsen eller hyldest og kan være lidt eller meget sanselige. Ved at kysse en person eller en genstand udtrykker man positive følelser inden for et register, der rækker fra ærbødighed, høflighed, venlighed, taknemmelighed og glæde til kærlighed og erotisk lidenskab.

Den stedlige kultur definerer reglerne for, hvem, hvad og hvor der må kysses. I størstedelen af Europa var indtil et stykke ind i 1900-t. kun kys på hånd (fx når en dame hilses af en mand), pande, hår og fod tilladt i det offentlige rum; kys på munden og på kroppen i øvrigt var forbeholdt meget private rum.

Tilbedende kys på hånd og fod signalerer en ulige relation, fx mellem tjener og herre, menighed og præst eller undersåt og hersker. Ærbødige kys kan også rettes mod symboler, fx Bibelen, flag, krone, våben og sejrspræmier.

Kindkys forudsætter en relation mellem ligestillede, fx bekendte, venner eller familiemedlemmer; det gælder også i det rituelle slægtskab, som fx bruges af loger og religiøse fællesskaber. I den katolske kirke udveksler menigheden fredskys. Inden for den kristne verden figurerer også judaskys som en konkret eller metaforisk hilsen, der symboliserer svigt og forræderi. I Nord- og Vesteuropa er et kindkys en almen hilsen (ikke mellem mænd), mens man i Syd- og Østeuropa gerne udveksler 2-4 kindkys uanset køn. Kys på munden og kroppen i øvrigt er mere intime og forbindes med et partnerskab af erotik, kærlighed og/eller ægteskab.