kymation

Kymation forekommer fortrinsvis på de antikke templers og bygningers entablement – d.v.s. bjælkeværket/ murkronen, kransgesimsen og gavltrekanterne, ikke på selve søjlerne, pilastrene eller facademuren. Dog sidder der korte stykker med den joniske kymation på både de joniske og de korinthiske søjlekapitæler. Og den joniske kymation omkranser også kassetterne i de indvendige lofter.

Arkitektonisk virker kymation derfor som smalle ”overgangsled” eller ”afslutningsled” på især templernes ”bårne” elementer, d.v.s. murkronen og gesimsen (entablementet), idet templernes konstruktive system består af de bærende søjler – eller for nogles vedkommende bærende murværk – den bårne murkrone samt det hvilende tag, inklusive lofterne.

Da de antikke græske templer er de mest studerede, efterlignede og influerende bygningsværker i hele arkitekturhistorien, kan man genfinde de fire ”bølgende” kymation-profiler på facader, i interiører, på inventarer og møbler mm. – på bygning efter bygning, verden over. Dette til trods for at kymation og dens tro følgesvend astragalen (perlestaven), har en ret ydmyg plads og en ganske ydmyg størrelse på de antikke templer. Langt mindre fremtrædende end søjler, kapitæler, gesimsen og tempelgavlen, for eksempel.

Som det ses på den øverste tegning, forekommer kymation i arkitekturen både i en dekoreret form, som på de antikke templer og bygninger, men også, på andre typer bygninger, i en helt enkel, udekoreret form, hvor det kun er selve tværsnitsprofilen, der henviser til det oprindelige, dekorerede, ophav. Vi ved dog at både den joniske, den lesbiske og den korinthiske kymation oprindeligt være malet på glatte profiler, ligesom den doriske kymation stadig er det. De udskårne og reliefhuggede dekorationer på kymation er derfor først kommet til senere, med det fuldt udviklede græsk-romerske tempel i 600 – 400 f.v.t.

I antikken og i mange år frem var det udelukkende stenhuggere og billedhuggere, der udførte kymation-dekorationer. Senere og ved restaureringsarbejder i dag er det en lang række håndværksfag, der støder på disse – enten som glatte profiler eller dekorerede bladmotiver: Murere, teglværker, stukkatører, billedskærere, snedkere, møbelsnedkere, jernstøberier, dekorationsmalere m.fl.

Når kymation-dekorationerne og især de udsøgte smalle profileringer er så meget anvendt i arkitekturen, er det fordi de rummer en række arkitektoniske elementer og motiver, der er ret universelle, og som derfor har præget arkitekturen – i Danmarks tilfælde fra midten af 1000-tallet frem til ca. 1960:

• De virker som smalle, fremspringende og smukt profilerede overgangsled mellem templernes konstruktive elementer over søjlehøjde, for eksempel som tydelige adskillelser mellem arkitraven, frisen og gesimsen.
• På plane facader har de samme virkning: Som del af et overgangsled mellem underfacaden og overfacaden, mellem overfacaden og gesimsen og mellem gesimsens enkelte led. Og i interiørerne indgår der kymation-profiler i loftgesimser, d.v.s. overgangen mellem væggen og loftet, i kassettelofter, på fodpaneler, brystningspaneler, dørindfatninger, dørfyldinger m.fl.
• Profilerne er smukke og udsøgte i sig selv, helt klassiske og perfekte i deres form, opdyrket som de er, gennem årtusinder.
• Profilernes krumme og svungne bølgeform reflekterer lyset på en smuk og varieret måde, som plane eller kantede former ikke kan.
• Endelig har de en interessant historie og kulturhistorie, der også rummer en spændende immateriel symbolværdi.

Denne knytter sig bl.a. til de påmalede eller udhuggede bladmotiver, hvor brugen af henholdsvis bredbladede og smallere etbladede kimblade som dekorationer på den joniske og den lesbiske kymation symboliserer det fremspirende liv og frugtbarhed. Akantusbladet har en smuk og rørende symbolik. Ligesom selve de antikke søjleordener har kymation også mandlige og kvindelige referencer.

Kunsthistorien har naturligt nok siden antikken især fokuseret på kymations dekorative bladmotiver, til trods for at disse egentlig er ret stiliserede og direkte ”kryptiske”. Men rent arkitektonisk er det faktisk mere karakteristisk, at hver af de 5 kymationer tydeligvis er knyttet til hver sin særlige tværsnitsprofil. Og det er også denne, og ikke bladmotiverne, der har givet dekorationen dens navn, kymation: den lille bølge.

Kymations fem forskellige tværsnitsprofiler kan navngives og beskrives således:

1. Snabelstaf (efter tysk, Schnabel, høgenæb) med en skarpkantet, underskåret vandnæse. Findes udelukkende på de doriske templer og kaldes derfor den doriske kymation.
2. Kvartstaf (kvartcirkel) (efter plattysk, staf, ”stav”, rundstav). På græsk: cyma ovolo, ægformet. Findes på de joniske templer og kaldes derfor den joniske kymation. Denne såkaldte ”æggestav” forekommer også på de korinthiske kapitæler.
3. Stående karnis (S-form). På græsk cyma reversa - en omvendt bølge. Karnis – fra tysk Karnies efter græsk korōnís, krumning, snirkel. Udtales med tryk på nis. Findes på de joniske og de kortinthiske templer og kaldes den lesbiske kymation.
4. Liggende karnis (S-form). På græsk cyma recta – en retvendt bølge. Findes udelukkende på de korinthiske templer og kaldes derfor i denne artikel for den korinthiske kymation.
5. Trekvartstaf (¾ cirkel, ¾ rundstav). På dansk kaldt perlestaven eller perlesnoren. På græsk astragal (astragalos, lille knogle/halshvirvel). Den helt smalle perlestav sidder ofte lige under den joniske, den lesbiske eller den korinthiske kymation, og supplerer disse formmæssigt.

På de græske templer optræder kymation med fire forskellige påmalede eller udskårne bladmotiver, der i sit udgangspunkt kan henføres til de tre fremherskende, antikke søjleordner. Hvortil kommer den helt smalle 3/4-runde liste, astragalen, også kaldt perlestaven, der forekommer på de to yngste søjleordner:

• Den doriske søjleorden, udviklet som stenbygning fra ca. 600 f.v.t. Her finder man den doriske kymation, som en snabelstaf med underskåret vandnæse og med et påmalet, stærkt stiliseret bladmotiv.
• Den joniske (ioniske) søjleorden fra ca. 560 f.v.t. Her finder man den joniske kymation – en kvartstaf med et påmalet eller udskåret ”bladmotiv”, kaldt en æggestav, men formen sammenlignes også af og til med et (forstenet) søpindsvin. Herudover indeholder den doriske søjleorden også den såkaldte lesbiske kymation – en stående karnis med et påmalet eller udhugget, stiliseret hjertebladmotiv – d.v.s. et etbladet kimblad. Begge kymationer ofte med en astragal langs undersiden.
• Den korinthiske søjleorden fra ca. 400 f.v.t. Her finder man både den joniske kymation og den lesbiske kymation samt den liggende karnis med en påmalet eller udhugget akantusblad-dekoration, her kaldt en ”korinthiske kymation”. Ofte med en astragal langs underkanten.

Senere, bl.a. i romersk tid, fra ca. 500 f.v.t. til ca. 500 e.v.t., bliver de klassiske søjleordner og især entablementerne både udformet og udsmykket på nye måder, arkitektonisk og stilmæssigt, og søjleordnerne også blandet mere eller mindre sammen. Den såkaldte ”kompositte” (sammensatte) søjleorden opstår.

Det samme sker i renæssancen (i Italien fra 1400-tallet og i Danmark fra 1550 – 1660), i klassicismen (1750 – 1850), under historicismen (1850 – 1930) og i nyklassicismens arkitektur (1915 – 1935). Men de fire ovennævnte profillister sættes som ”små fine bølger” (kymationer) på facadebånd, gesimser, indfatninger, i bjælkernes kanter og på vinduer og døre og meget andet. Her repræsenteret de ydermere skiftende moder og stilstrømninger i arkitekturen. Se f.eks. oversigten over de historiske vinduesprofiler herunder.

I forhold til dansk arkitektur er det interessant at man dels kan finde de meget tro, klassiske udformninger af bladornamenterne og perlestaven på rigt dekorerede facader og interiører. Men på andre bygninger har man foretrukket, som et arkitektonisk valg, eller måske af økonomiske grunde, at forenkle de græsk-romerske forbilleder, så de udelukkende optræder på facader og interiører helt udekorerede, hvorved den eneste reference til de oprindelige antikke bladornamenter, er deres placering, proportioner, grundform og tværsnitsprofil.

Så når man betragter husfacader og interiører på ældre bygninger i Danmark, kan man ved at lægge mærke til de profileringer, der sidder på overgangsled og andre dekorationer, ikke blot henføre disse til ”de græske templer” generelt, men ud fra deres profileringer også til de tre konkrete, antikke søjleordner, henholdsvis den doriske, joniske og korinthiske.

Faktisk forekommer de fem kymation-profiler også mange steder helt glatte, men til gengæld malede, i antikken. Det gælder eksempelvis den doriske kymation, der kun findes i en ”glat” profil. Og for de øvrige er de udskårne og reliefhuggede dekorationer på kymation først kommet til med tiden.

Derfor er sammenhængen mellem de glatte og de dekorerede, smalle tværsnitsprofiler i arkitekturen (kymation), ret interessant fordi de henviser til en 2.500 år gammel formgivning og tradition, som vi finder på de fleste bygninger, opført før ca. 1960.

Det er disse 2.500 år gamle tværsnitsprofiler, som vi finder som kantprofileringer, i varierende bredder og dybder, på stort set alle bygningselementer i ældre dansk arkitektur, bl.a. på vinduer og døre af træ, paneler, fyldinger, indfatninger m.fl. foruden møbler, billedrammer og trappedetaljer. Her bliver de også suppleret af andre typiske tværsnitprofileringer fra de græske templer: Vulsten, hulkelen, kannelurer, tandsnit og den plane platte.

• Grækenland i oldtiden – historie
• Grækenland i Oldtiden (arkitektur)
• dorisk søjleorden
• jonisk søjleorden
• korinthisk søjleorden
• søjleorden
• entablement
• astragal
• akantusblad (bygningsdel)