Kvindelitteraturhistorie, opstod som en protest mod litteraturhistoriens tendens til at udelukke de kvindelige forfattere eller anbringe dem i kapitler eller bøger for sig som Albert Thuras Gynæceum Daniæ litteratum (1732, Danmarks lærde kvinderum), Fr. Chr. Schønaus Samling af Danske lærde Fruentimmer, 1-2 (1753) og Anton Andersens Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar (1896).

Som modvægt udarbejder kvindelitteraturforskere litteraturhistorier, der beskriver kvinders litteratur i sammenhæng med deres kønsbestemte livsvilkår og fremhæver kvindelitteraturens indre tradition med henblik på at skaffe de kvindelige forfattere plads i en litteraturhistorie for begge køn.

Pionerarbejder som Elaine Showalters A Literature of Their Own (1977) og Sandra M. Gilbert og Susan Gubars The Madwoman in the Attic (1979) beskriver 1800-t.s engelsksprogede kvindelitteratur som præget af forfatterindernes konflikt mellem kvinderolle og forfatterskab.

De efterfulgtes af en række nationale europæiske litteraturhistorier, hvis hovedsigte har været at genlæse glemte forfatterskaber, i Tyskland fx Gisela Brinker-Gabler (red.) Deutsche Literatur von Frauen (1988), i Danmark Stig Dalager og Anne-Marie Mais Danske kvindelige forfattere (1982) og Elisabeth Møller Jensen mfl. (red.) Nordisk kvindelitteraturhistorie (1993-98).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig