kvindelitteraturhistorie

Kvindelitteraturhistorie, opstod som en protest mod litteraturhistoriens tendens til at udelukke de kvindelige forfattere eller anbringe dem i kapitler eller bøger for sig som Albert Thuras Gynæceum Daniæ litteratum (1732, Danmarks lærde kvinderum), Fr. Chr. Schønaus Samling af Danske lærde Fruentimmer, 1-2 (1753) og Anton Andersens Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar (1896).

Som modvægt udarbejder kvindelitteraturforskere litteraturhistorier, der beskriver kvinders litteratur i sammenhæng med deres kønsbestemte livsvilkår og fremhæver kvindelitteraturens indre tradition med henblik på at skaffe de kvindelige forfattere plads i en litteraturhistorie for begge køn.

Pionerarbejder som Elaine Showalters A Literature of Their Own (1977) og Sandra M. Gilbert og Susan Gubars The Madwoman in the Attic (1979) beskriver 1800-t.s engelsksprogede kvindelitteratur som præget af forfatterindernes konflikt mellem kvinderolle og forfatterskab.

De efterfulgtes af en række nationale europæiske litteraturhistorier, hvis hovedsigte har været at genlæse glemte forfatterskaber, i Tyskland fx Gisela Brinker-Gabler (red.) Deutsche Literatur von Frauen (1988), i Danmark Stig Dalager og Anne-Marie Mais Danske kvindelige forfattere (1982) og Elisabeth Møller Jensen mfl. (red.) Nordisk kvindelitteraturhistorie (1993-98).