Kvindelitteraturforskning, opstod i 1970'erne som en modvægt til litteraturvidenskabens tradition for at overse, misforstå og marginalisere kvinders litteratur. Kvinder har været forfattere siden antikken og fra 1700-t. talrige og med mange læsere, men forskningens svigtende interesse har fortrængt de kvindelige forfattere fra litteraturhistorien. Kvindelitteraturforskningens mål er dels at forholde sig kritisk til mandlige forfatteres kvindebeskrivelse, dels at genfinde glemte kvindelige forfattere, genlæse deres værker og placere dem i kvindelitteraturens og litteraturens historie.

I essaysamlingen Fra de Stummes Lejr (1877) analyserede Camilla Collett de stereotype kvindebilleder i en række europæiske romaner; med samme udgangspunkt kritiserede Kate Millett i Sexual Politics (1970, da. 1971) kvindesynet hos forfattere som D.H. Lawrence og Henry Miller.

Virginia Woolf skrev en række mønstergyldige analyser af kvindelige forfatterskaber og udkastede, særligt i A Room of One's Own (1929, da. Eget værelse, 1973), kvindelitteraturens første program; det bestod i at undersøge dels de sociale og psykologiske forhindringer for kvinders forfatterskab, dels den glemte kvindelitterære tradition, som skal inspirere nye forfatterinder, for vi "tænker tilbage gennem vore mødre, hvis vi er kvinder. Det nytter intet at gå til de store mandlige forfattere efter hjælp".

Virginia Woolfs program blev indløst med Elaine Showalters A Literature of Their Own (1977) og Sandra M. Gilbert og Susan Gubars The Madwoman in the Attic (1979), der skildrer 1800-t.s engelsksprogede kvindelitteratur som udtryk for en subkultur, der er karakteriseret ved sin dobbelttydige skrift, hvor de kvindelige erfaringer, særlig de kropslige, er skjult bag konforme kvindebilleder.

Under påvirkning af fransk psykoanalyse og amerikansk dekonstruktion er opmærksomheden fra midten af 1980'erne i højere grad blevet rettet mod sammenhængen mellem kønssystemet og de litterære teksters retoriske struktur.

Den danske kvindelitteraturforskning indledtes i 1950'erne med Elisabeth Hudes bøger om tre af guldaldertidens forfatterinder: Thomasine Gyllembourg, Johanne Luise Heiberg og Henriette Hanck. 1970'ernes nyfeminisme blev inspirationskilde til en række monografier om bl.a. Mathilde Fibiger, Thit Jensen og Tove Ditlevsen.

Mere omfattende var Pil Dahlerups Det moderne gennembruds kvinder (1983) om 1870'ernes og 1880'ernes kvindelige forfattere og Anne Birgitte Richards Køn og kultur (2005) om forfatterinderne i 1930'erne og 1940'erne. Stig Dalager og Anne-Marie Mai udgav i 1982 en komplet dansk kvindelitteraturhistorie, Danske kvindelige forfattere, som blev fulgt op af Nordisk kvindelitteraturhistorie (1993-98) redigeret af Elisabeth Møller Jensen mfl. med bidrag fra over 100 nordiske kvindelitteraturforskere. Se også kvindelitteratur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig