kvindehistorie

Et fællestræk i kvinders historie fra oldtiden til i dag er, at historien udspiller sig i et patriarkalsk samfund med adskilte kønsroller: Manden er hovedforsørger, overhoved for husstanden og arbejder uden for hjemmet, kvinden er bidragende forsørger, underordnet manden og arbejder i hjemmet. Samfundets kønshierarki sætter kvindekønnet nederst, men kønsulighed har ofte været suppleret med race- og klassemodsætninger. Kvinders historie fortæller både om kvinder, der tilpassede sig, og om kvinder, der gjorde oprør. I middelalder og nyere tid (500-1750) var religiøse læresætninger med til at forme kvinders syn på sig selv, på omverdenen og på det modsatte køn.

I de muslimske lande i Mellemøsten var kønnene skarpt adskilte, og kvinderne lukket inde både fysisk og i overført betydning. Som resultat overtog kvinder nogle officielle funktioner blandt de øvrige kvinder, fx som læger, skriftkloge eller administratorer. Kvindelige lærde og digtere var ikke et særsyn i middelalderens muslimske samfund. Dog skulle intellektuel udfoldelse foregå i hjemmet eller i haremet.

I Europa fulgte antikkens syn på kvinder med ind i middelalderens tænkning og lovgivning, og kristendommen ændrede ikke ved kønsrollerne i samfundet. Ledelse af gejstlige og verdslige organisationer var forbeholdt mænd; kvinder kunne ikke blive præster eller administratorer. De kunne mange steder arve fyrstendømmer og blive regenter, men ellers var deres indflydelse uformel på udviklingen af de samfund, de levede i. De var synlige i deres samtid, men usynlige for eftertiden.

I Europa var kønnene ikke fysisk adskilt. Kvinder kunne bevæge sig frit uden for huset, men de måtte konkurrere på ulige vilkår med mændene om adgang til arbejde, ejendom og magt.

Religionen inspirerede nogle kvinder til at skabe sig andre roller end som hustru og mor. I de tidlige kristne samfund opstod kollektiver af kvinder, der levede i kyskhed, beskæftiget med meditation og velgørende virksomhed — en forløber for klostrene.

Nogle kvinder havde fra 500-tallet adgang til uddannelse og lærdom i klostre, der var de eneste lærdomscentre indtil 1100-tallet, da universiteter med lærdomsmonopol blev dannet. Kvinders muligheder for intellektuel udfoldelse blev derved forringet, da de var forment adgang til universiteterne. De kunne dog stadig få uddannelse i klostre eller i hjemmet; først i slutningen af 1800-tallet fik kvinder adgang til universiteter og til anerkendt videnskabelig uddannelse.

De fleste trossamfund, der opstod ved Reformationen, havde fortsat kun mandlige præster, ligesom de nye nationalstater kun havde mandlige administratorer, selv når regenten var en kvinde. Alene radikale bevægelser, fx kvækerne, der ikke havde en særlig præstestand, havde både mandlige og kvindelige ledere.

På det amerikanske kontinent herskede der en kønsparallelitet i mange af de oprindelige samfund. Kvinder arvede kvinder, og kvindelige præster forestod en kult for kvinder. I de storriger, der blev skabt af aztekere i Mexico og inkaer i Peru, og hvori kønshierarkiet var dominerende, overlevede kønsparalleliteten i lokalsamfundet.

Med den europæiske erobring af Amerika i 1500- og 1600-tallet blev kønsparalleliteten afløst af kønshierarki. Dette var dog sløret af racemodsætninger både i Latinamerika, hvor de oprindelige folk blandede sig med europæere og afrikanere, og i Nordamerika, hvor racerne officielt holdtes adskilte.

I den vestlige verden vandt politiske idéer frem i løbet af 1700-tallet, i hvilke religionen ikke længere spillede en rolle. Ifølge disse idéer var politisk aktivitet og politiske goder kun for mænd. Hverken under Den Amerikanske Revolution, Den Franske Revolution eller revolutionerne i 1848 anerkendte mandlige politikere og tænkere, at kvinder også kunne gøre krav på at nyde frihed, lighed og broderskab, på trods af at kvinder selv ivrigt talte og skrev derom, fx Olympe de Gouges i Frankrig og Mathilde Fibiger i Danmark.

1800-tallets europæiske samfund skabte en ny borgerlig ideologi, der anbragte kvinden i hjemmet med det resultat, at kvinder i den offentlige sfære blev usynliggjort i både samtid og eftertid. Dette europæiske borgerlige ideal blev med imperialismen påtvunget de samfund i den øvrige verden, hvor kvinder ikke i forvejen var lukket inde.

Selvom det begyndende demokratis mænd ikke gav plads til kvinder, medvirkede industrialiseringen til at ændre på kønsarbejdsdelingen, og kvinderne tog selv affære. Stemmeret og adgang til den offentlige sfære på lige fod med mænd blev et erklæret mål for mange kvinder i anden halvdel af 1800-tallet, og overalt opstod der kvindebevægelser. I den efterfølgende periode frem til 1920'erne blev den formelle ligestilling i form af politisk stemmeret og økonomisk ligestilling i ægteskabet gennemført mange steder i den vestlige verden. Den reelle ligestilling blev i Nordeuropa sat på dagsordenen, da kvinderne fra 1960'erne gik ud på arbejdsmarkedet. Den debat er endnu ikke afsluttet.