kværulantforrykthed

Kværulantforrykthed, vrangforestillinger (paranoia) præget af forurettelse og retfærdighedstrang. Kværulantforrykthed adskilles således fra almindeligt kværulanteri. Symptomerne udvikles ofte gennem et længere tidsrum hos personer med et rethaverisk temperament samt en særlig sårbarhed over for krænkelser. Den pågældende har med rette eller urette været udsat for modgang, fx tabt en retssag. Vedkommende kæmper nu for sin sag, skriver læserbreve til aviser, klager til ombudsmand etc. Hvert afslag får den pågældende til at føle sig dybt uretfærdigt behandlet af et "gennemråddent samfund".

Faktaboks

etymologi:
Ordet kværulant er præs. part. af middellatin querulari 'klage over', af latin queri 'klage'.

Intet kan få den kværulantforrykte til at ændre sin overbevisning. Den fastholdes trods afgørende modargumenter. Det er derfor en vrangforestilling og ikke blot en særlig fast personlig overbevisning. Det kan på kort sigt være vanskeligt at afgøre, om der foreligger vrangforestillinger, men sjældent på længere sigt. Voldshandlinger kan i sjældne tilfælde ses.

Da den pågældende ikke mener sig syg, kommer behandling med psykofarmaka sjældent på tale. I det lange løb bleger tilstanden ofte noget af.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig