Kunsthovedteknik, lydoptageteknik, hvor menneskets høresystem med et øre på hver side af hovedet efterlignes. De to normalt lidt forskellige signaler, som modtages i ørerne, fortolkes af hjernen til et lydbillede med retningsinformation om lydkildens placering og en oplevelse af rummet. Ved kunsthovedteknikken anvendes en kopi af et menneskeligt hoved, fx formet i plast, med korrekt udformede ører. I kunsthovedets øregange er anbragt små mikrofoner til lydoptagelsen. Gengivet via hovedtelefoner fås et forbløffende naturtro indtryk af det rumlige lydbillede på det sted, hvor kunsthovedet befandt sig under optagelsen.