Kunstforeninger, sammenslutninger af kunstinteresserede, som gennem udstillinger, foredrag, udgivelsesvirksomhed samt indkøb og bortlodning af kunst til medlemmerne har til formål at udbrede kendskabet til især samtidskunsten. Den første kunstforening i Danmark var Kunstforeningen i København. Siden er antallet steget betydeligt med såvel mere interessebetonede foreninger, fx Foreningen for National Kunst (grdl. 1900), som de talrige kunstforeninger, der i dag findes i tilknytning til private og offentlige virksomheder. Ofte har en kunstforenings arbejde dannet grundlag for etablering af et egentligt kunstmuseum, således i fx Esbjerg og Kolding.