Kunstbiblioteker, biblioteker, der er specialiseret i eller indeholder specialafdelinger med litteratur og anden dokumentation vedrørende billedkunst, kunsthåndværk, arkitektur og tilgrænsende emner, eventuelt arrangerer udstillinger eller udlåner kunstværker. Kunstbiblioteker kan være kommunebiblioteker, forskningsbiblioteker, museumsbiblioteker, biblioteker ved en undervisningsinstitution eller andet. Det offentlige bibliotek i Det Kongelige Danske Kunstakademi, Danmarks Kunstbibliotek er statens hovedfagsbibliotek. Kunstbiblioteket i København oprettedes 1957 af kunstneren og forfatteren Knud Pedersen (1925-2014) med udlån af originale kunstværker mod en mindre lejeafgift.