Kumulation er inden for retsplejen en samling af flere krav til afgørelse i én retssag. Flere krav mellem samme to parter i en sag kaldes objektiv kumulation; optræder der mere end to parter i sagen, foreligger der subjektiv kumulation. En kumulation, der er iværksat fra sagens begyndelse, kaldes oprindelig, og inddrages nye krav/parter under sagen, kaldes kumulationen for efterfølgende, se også adcitation og intervention. En kumulation har oftest store procesøkonomiske fordele, og en domstol kan tage initiativ til, at flere af de sager, der verserer for den, forenes; finder domstolen omvendt en kumulation uhensigtsmæssig, kan en sag deles op. De nærmere regler om kumulation i den borgerlige retspleje findes i Retsplejeloven §§ 249-254 og for strafferetsplejens vedkommende i §§ 705-708.

I straffesager bruges begrebet kumulation tillige i relation til strafudmåling for flere forbrydelser. Der tales om absolut kumulation, når de enkelte forskyldte straffe blot lægges sammen til én samlet straf. I dansk ret er hovedreglen, at de enkelte forbrydelser indgår med nedsat vægt, når en samlet straf skal fastsættes, såkaldt modereret kumulation.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig