kulturpolitik

Kulturpolitik, offentlig indsats på især det kunstneriske, men i videre forstand det alment kulturelle område. Moderne stater har kulturministerier til at administrere denne politik.

Alle historiske samfund kan siges at have ført kulturpolitik, skønt selve navnet er en moderne foreteelse. Meget af det, der står som vidnesbyrd og monumenter i kunst, litteratur og arkitektur, er blevet til som udtryk for en politisk vilje, i reglen for herskerens ønske om at ære guddommen eller sig selv ved at opføre templer eller kirker eller verdslige pragtbygninger, bestille værker hos bildende kunstnere og digtere eller arrangere fester og idræts- eller kamplege.

Mest synlig er denne vilje i store magtcentre som det antikke Rom eller de europæiske enevoldshoffer i 1600- og 1700-tallet, navnlig det franske. Magten legitimerer sig ved kultur eller med et mere teoretisk udtryk: ved repræsentation.

Jo mere de vesteuropæiske samfund borgerliggjordes i løbet af 1800- og 1900-tallet, desto mere opfattedes kultur som en privatsag, uden at normerne helt forsvandt, og uden at det offentlige ophørte med at spille en rolle. Der blev og bliver fortsat opført repræsentative bygninger, fx parlamenter, museer, teatre, og stort set alle stater har støttet kunstnere.

I Danmark er det fx sket gennem rejsestipendier til unge kunstnere, fra Bertel Thorvaldsen over H.C. Andersen til mange senere, og der findes i dag en række livsvarige ydelser til kunstnere, der således "kommer på finansloven", om end med beskedne beløb.

1900-tallets totalitære regimer, fascisme, nazisme og kommunisme, lagde særdeles stor vægt på kulturpolitikken som middel til at påvirke undersåtternes bevidsthed, men bidrog derved også på deres egen særprægede facon til at bringe kulturen ud til folket.

Den demokratiske version af denne sidste bestræbelse kan især iagttages i arbejderbevægelserne, i Danmark kulminerende i Socialdemokratiets førende kulturpolitiker Julius Bomholt (se også Kulturministeriet).

Mens en autoritær kulturpolitik vil bekræfte det politiske styre og fx gennem censur udelukke kritiske røster, sigter en demokratisk mod at støtte de skabende kræfter uden hensyn til, om de udtrykker konforme eller alternative holdninger.

Den demokratiske kulturpolitik står i et dilemma: Den vil fremme kvaliteten, men ser sig udfordret af meget forskellige opfattelser af, hvad kvalitet er, og af, hvem der skal have et ord at sige i debatten om den. Skal man søge at bringe det, som kyndige folk anser for det bedste, ud til så mange som muligt; skal man lade en mere eller mindre veldefineret folkevilje bestemme, hvad der skal støttes; eller skal man rent ud mene, at kunst og kultur må klare sig alene på markedets vilkår?

I Danmark opstod der en større debat herom efter oprettelsen af Statens Kunstfond (1964): Fonden skal støtte kunst af kvalitet og gøre det muligt for flere at stifte bekendtskab med den. Dens midler forvaltes af sagkyndige udvalg, hvis medlemmer udskiftes hvert tredje år for at undgå ensidighed i bedømmelsen.

Statens Kunstfond mødte megen modstand, der bl.a. artikuleredes af lagerforvalter Peter Rindal (1923-2009), som lagde navn til begrebet rindalisme: afvisning af især moderne kunst og af samfundets forpligtelse over for den.

Især siden 1980'erne kan man iagttage en politisk vilje til på overfladen at give kulturpolitikken en fremtrædende plads i det offentlige liv, alt imens begrebet kultur i øvrigt udvandes og bruges om snart sagt hvad som helst.

Kulturministre kan undertiden være deres regerings bedst kendte medlemmer som fx den franske minister Jack Lang (f. 1939) i 1980'erne, vel nok fordi kulturen er et af de områder, hvor en minister endnu kan sætte et synligt præg på den førte politik.

Bag overfladen synes i hvert fald i Danmark den mere almene kulturpolitik at være på tilbagetog, og forsøg på at hævde et kvalitetssynspunkt beskyldes ofte for at være formynderiske. Det diskuteres således, om folkebibliotekerne ved indkøb af materialer lever op til deres kulturelle ansvar eller mere ser på udlånstallet.

Hvad der sendes på kabel-tv-kanalerne, afgøres ved såkaldte seerafstemninger, hvis grundlag bestemmes af halv- eller helprivate firmaer, og det offentlige tv har ligeledes i vid udstrækning orienteret sig efter, hvad flest formodes at ville se ("seertallene").

Den offentlige kulturpolitik kan siges at være blevet erstattet af et marked, hvis vigtigste rettesnor ikke er kvalitet, men den økonomiske gevinst, som den kommer til udtryk i reklamefinansieringen.

Kulturpolitikken står således i den ejendommelige situation, at den især føres på de traditionelle områder: litteratur, billedkunst, teater og til dels film, mens den har kapituleret over for det vel nok mest indflydelsesrige medium: fjernsynet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig