Kulturmønster, betegnelse, der i reglen bruges om sammenstillinger af formelle træk eller stilarter forbundet med specifikke kulturer; i sjældne tilfælde også om menneskelige tilpasningsformer til de fysiske omgivelser.

Idéen om kulturelle mønstre indebærer, at kultur opfattes som noget, der udgør en integreret helhed frem for en kompleks, tilfældig og usammenhængende mængde af idéer, normer, betydninger og adfærd. Antropologen Ruth Benedict mente fx, at kulturer kunne klassificeres på samme måde som psykologiske typer ud fra deres normer og særlige mønstre for adfærd, og at kultur i denne forstand var noget tillært og ikke medfødt. Inden for nyere antropologi er man tilbøjelig til at gå bort fra begrebet om det integrerede kulturmønster til fordel for en idé om kulturelle fænomeners omskiftelige mangfoldighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig