Kuglefisk
Kuglefisken Arothron mappa på et koralrev ved Bali. Den hører til de større arter og kan nå en længde på ca. 65 cm.
Kuglefisk
Af /LOOK/Ritzau Scanpix.

Kuglefisk er en familie af mere eller mindre cylindriske til kugleformede benfisk, som sammen med bl.a. aftrækkerfisk, klumpfisk og kuffertfisk danner ordenen fastkæber.

Faktaboks

Også kendt som

Tetraodontidae

Navnet kuglefisk skyldes, at de kan spile kroppen ud i en faresituation, enten med luft eller vand. Kroppen er nøgen med enkelte pigge, og tænderne er sammenvoksede og danner én stor tand i hver kæbehalvdel. De mindste arter bliver 3-4 cm lange, mens de største kan nå længder på op til ca. 90 cm.

Der kendes 28 slægter med mere end 200 arter, som overvejende lever i subtropiske og tropiske kystfarvande. Flere arter findes også i brak- og ferskvand. Kuglefisk er overvejende rovfisk; de fleste arter er ikke særlig kritiske i deres valg af bytte, mens andre er specialiseret til at æde fx snegle eller fisk.

Selv om mange arter indeholder en gift (tetrodotoksin), anses de i bl.a. Japan for en stor delikatesse, fugu, som dog skal tilberedes af en specialist.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig