Krystallisation, dannelse af fast stof i krystallinsk form fra opløsning, smelte eller gasfase. Den termodynamiske drivkraft til krystallisation er, at et systems fri energi kan nedsættes, når dets tilstand fx gennem overmætning eller underafkøling oprindelig afviger fra ligevægt. Krystallisation har mange vigtige industrielle og videnskabelige anvendelser. Naturlige krystallisationsprocesser forekommer fx ved dannelse af bjergarter, malme, meteoritter og snekrystaller samt ved biomineralisering.