Krypton, grundstof nr. 36 placeret i det periodiske systems 18. gruppe; atomtegn Kr. Krypton er en af ædelgasserne og er en farveløs gas. Grundstoffet blev opdaget i 1898 af W. Ramsay og M.W. Travers, som udvandt det ved destillation af flydende luft og påviste det spektroskopisk.

Faktaboks

Etymologi
Ordet krypton er græsk, neutr. af kryptos 'skjult'.

I tør atmosfærisk luft findes der ca. 1 cm3 krypton pr. m3 (1 ppm). I et almindeligt dansk parcelhus er der derfor så meget krypton, at det svarer til indholdet af en ølflaske, men gassen er fordelt over hele huset, kan hverken smages eller lugtes og reagerer ikke med noget som helst.

Egenskaber
Nummer 36
Atomtegn Kr
Navn krypton
Relativ atommasse 83,8
Densitet 3,43 g/l (20 °C)
Smeltepunkt -157,36 °C
Kogepunkt -153,22 °C
Opdagelse 1898 (W. Ramsay og M.W. Travers)

Krypton anvendes som fyldgas i elektriske glødelamper. Den kunstigt fremstillede radioaktive isotop 85Kr anvendes ved medicinsk strålebehandling. Krypton danner kun få og vanskeligt fremstillelige forbindelser; mest kendt er kryptondifluorid, KrF2.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig