Kryolithionit, (af græsk kryos 'kulde, frost', lithium og -it), hvidt lithiumholdigt mineral, der som store kubiske krystaller er indlejret i hvid og sort kryolit i Ivittuut kryolitforekomst. Den kemiske formel er Na3Li3Al2F12, hvilket sammenholdt med formlen for kryolit, Na3AlF6, viser, at mineralet kan afledes af kryolit ved at erstatte halvdelen af Na med Li, deraf navnet. Hårdheden er 4, massefylden 2,8 g/cm3.