krone - hovedprydelse

Krone. Oversigt over nogle af de vigtigste europæiske kroner.

.

Krone. Jernkronen, corona di ferro, er den longobardiske kongekrone og formodentlig fra 800-t. Ifølge sagnet blev den båret af folkets konger. Karl den Store, tysk-romerske kejsere og til sidst Napoleon 1. i 1804 brugte den ved kroninger og andre ceremonier. Den 8 cm brede guldring, måske oprindelig en armring, er dekoreret med ædelstene, og ifølge legenden består den indre ring af et søm fra Kristi kors. Den opbevares i domkirken i Monza.

.

Krone, (af lat. corona, af gr. korone 'krum genstand, ring'), hovedprydelse, som udgør et værdighedstegn med officielt eller symbolsk indhold, oftest udført i guld, perler og ædle stene. Som værdighedstegn går kronen tilbage til oldtidens flodkulturer, og via Romerriget og Det Byzantinske Rige nåede den til Europa, hvor den for alvor vandt indpas i middelalderen. Kroner kendes i utallige udformninger, men kan inddeles i to hovedtyper, åbne og lukkede.

Den åbne krone har antagelig forbillede i smykkekunstens pandebånd (se diadem) og sejrherrens laurbærkrans. I Det Byzantinske Rige bar Konstantin 1. den Store i 300-t. en enkel guldring som krone, den såkaldte stefanos. Beslægtet er den lombardiske jernkrone, der sandsynligvis er fra 800-t. og har seks hængslede guldplader på en jernring. Jernkronen blev anvendt ved italienske kroninger. Senere forsynedes kroneringen med blade eller takker, ofte udformet som liljer, et sindbillede på renhed og med tiden på det franske kongedømme. Et sent, men fremragende eksempel på den åbne type er Christian 4.s krone fra 1596.

Den lukkede krone er muligvis afledt af feltherrens hjelm. Et eksempel er den ungarske Skt. Stefanskrone fra ca. 1100, der efterligner den byzantinske kejserkrone. Beslægtet med de byzantinske forbilleder er den tysk-romerske rigskrone fra 950-1050, der muligvis blev anvendt af Otto 1. i 962. Her kombineres otte hængslede ringled med en tværgående bøjle, der er anbragt bag et kors over kejserens pande. Der kendes afbildninger af en ny kejserkrone fra før 1150 med en fast kronering, hvorover der er to tværgående bøjler, som bærer en korsbesat globe i skæringspunktet. En variant er den bøhmiske Skt. Wencelauskrone, udført til kejser Karl 4. i 1346. Den "imperiale" krone blev hurtigt efterlignet i England, og i løbet af 1500-t. blev bøjlekronen den gængse for konger. En variation griber tilbage til Otto 1.s rigskrone, men tilføjer en puld af form som en mitra, heraf betegnelsen mitrakrone. Et sent eksempel er den tysk-romerske kejser Rudolf 2.s huskrone fra 1602. Rudolf 2.s huskrone blev forbillede for de russiske kejserkroner fra 1700-t. og anvendtes senere som østrigsk kejserkrone.

Efter at brugen af kroner var blevet norm for fyrster, bredte skikken sig til samfundets øvrige lag. Religiøse eksempler er votivkroner på krucifikser og helgenbilleder samt brugen af brudekroner. Et eksempel på politisk styring af brugen af kroner er de enevældige fyrsters forordninger, fx det danske kronereglement fra 1693, der nøje fastlagde, hvilke kroner kongehusets medlemmer og de forskellige adelsklasser havde ret til at anvende. Adelens rangkroner, der er beregnet til at føre på "hjelm og skjold", er alle åbne. Se også kroning og kronregalier.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig