Kristendommens absoluthed, udtryk, der kan føres tilbage til den tyske idealisme omkring 1800, først og fremmest Hegel, der betegner kristendommen som den absolutte religion. I protestantisk teologi forekommer det som begreb hos Ernst Troeltsch, der anfægter Hegels bestemmelse af kristendommen og under indtryk af historisme og relativisme i det højeste tilkender den en relativ absoluthed. Den sammenlignende religionsvidenskab underminerede yderligere kristendommens absoluthed ved at kræve analog gyldighed også for alle andre religioner. Dermed neutraliseres begrebet, og forsøget på at forstå kristendommen som ikke-religion blandt religionerne (fx i den dialektiske teologi) har ikke løst problemet. I vor tid afvises ikke mindst under indtryk af en pluralistisk religionsteologi den kirkelige forkyndelse af Kristus som eneste frelsesvej til fordel for en opfattelse, der tilkender også andre religioner frelsende betydning.