kristendom

Kristendom. Korshøjen, Kryžiu Kalnas, ved byen Meškuičai i Litauen har fået sit navn efter de talrige kors, som er sat på en kunstigt anlagt høj. Traditionen stammer fra 1800-t., da litauerne satte kors til minde om de faldne efter opstanden i 1863 mod zarstyret. I det uafhængige Litauen har Korshøjen fået karakter af religiøst valfartssted.

.

Kristendom. I frivilligt organiseret form og inden for rammerne af den danske folkekirke udføres socialt omsorgsarbejde af diakoner og diakonisser. I 1990'erne sker det fx på hospicer, der er institutioner til pleje og behandling af alvorligt syge og døende. Billedet stammer fra Sankt Lukas Stiftelsens Hospice i København, grundlagt 1992, og viser to sygeplejersker i samtale med en patient; sygeplejersken tv. er diakonisse.

.

Kristendom, den religion, der med udgangspunkt i den jødiske profet og undergører Jesus af Nazarets virksomhed i slutningen af 20'erne eller begyndelsen af 30'erne e.Kr. udviklede sig i landene omkring Middelhavet og senere udbredte sig derfra i flere retninger for i 1800- og 1900-t. at tage form som en verdensomspændende religion.

Oldtiden

Den ældste kristendoms centrale religiøse budskab udgjordes af påstanden om Jesu selvopofrelse for folket og hans opstandelse fra de døde, hvorigennem han havde opfyldt Guds frelsesløfte til Israel om "endetidens" konge, Messias (gr. Christos).

Kristusforkyndelsens sammenhæng med Jesu jordiske virksomhed fremgår af hans egen påstand om denne virksomhed som eksklusivt og autoritativt tegn på Gudsrigets frembrud til frelse for syndere og et nyt liv i kærlighed til Gud og medmennesket.

Især gennem apostlen Paulus' optræden som missionær og teologisk forfatter blev denne forkyndelse tidligt forstået som et universelt budskab, gyldigt ud over jødefolkets grænser.

Budskabets bærer var kirken, der forstod sig selv som Messias' nye folk og betragtede Jesus Kristus — Guds enbårne Søn, Guds udtrykte billede, Skaberordet — som usynligt tilstedeværende i dåb, nadvermåltid, prædiken og barmhjertighedsarbejde.

Historisk oversigt
ca. 30 Jesus fra Nazaret korsfæstes.
ca. 35-64 Paulus' missionsrejser og breve.
ca. 200 Kristendommen er udbredt i hele Middelhavsområdet.
325 1. økumeniske koncil i Nikæa. Konstantin 1. den Store (enekejser 324-337) begunstiger kristendommen og integrerer den i Romerrigets styre efter de første århundreders kristenforfølgelser.
380 Kejser Theodosius 1. den Store gør kristendommen til eneste tilladte religion i Romerriget.
381 2. økumeniske koncil i Konstantinopel: den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse.
426 Augustin afslutter sit storværk De civitate Dei (Om Guds stad).
527-565 Kejser Justinian 1. af Byzans.
529 Benedikt fra Nursia grundlægger klostret Montecassino (egyptisk munkevæsen allerede fra begyndelsen af 300-t.).
ca. 600 Gregor 1. den Store, pave 590-604, grundlægger Kirkestaten.
754 Missionæren Bonifatius, Tysklands apostel, dræbes af hedenske frisere. Pave Stefan 2. salver frankerkongen Pippin.
800 Karl den Store kejserkrones af pave Leo 3. i Rom. Kristningen af Tyskland fuldendes. Rivalisering mellem Frankerriget, Rom og Byzans om kristningen af Europas slaviske folkeslag.
826 Missionæren Ansgar ankommer til Danmark.
909 Klostret i Cluny grundlægges: cluniacenserbevægelsen.
ca. 965 Kong Harald Blåtand døbes og befaler kristendommen indført i det danske rige (Jellingstenen).
988 Rusland kristnes.
1054 Bruddet mellem øst- og vestkirken.
1073-85 Pave Gregor 7. Investiturstriden mellem pave- og kejsermagt (Henrik 4.).
1095 1. korstog proklameres.
1100-t. Ridderordener.
1104 Danmark får sit eget ærkebispesæde i Lund.
1153 Bernhard fra Clairvaux, åndelig leder af Cistercienserordenen (grundlagt 1098), dør .
1215 4. Laterankoncil: transsubstantiationslæren bliver dogme.
1216 Dominikanerordenen stadfæstes.
1223 Franciskanerordenen stadfæstes.
1231 Den pavelige inkvisition oprettes.
1274 Thomas Aquinas, dominikaner og forfatter til to fremstillinger af den kristne dogmatik, dør.
1309-77 Paverne opholder sig i Avignon i Frankrig.
1415 Jan Hus brændes på kætterbålet under koncilet i Konstanz.
1431-49 Reformkoncilet i Basel-Ferrara-Firenze-Rom.
1453 Det Byzantinske Riges undergang.
1493-94 Pave Alexander 6. tildeler den spanske og portugisiske krone retten til at drive mission i verden uden for Europa.
1513-18 Martin Luther udvikler sin "evangeliske" teologi og afviser den romersk-katolske.
1516 Erasmus af Rotterdam udgiver Det Nye Testamente på grundsproget græsk.
1517 Luther offentliggør sine 95 teser om afladen.
1520 Luthers reformatoriske hovedskrifter.
1523 Reformationen i Zürich (Huldrych Zwingli).
1530 Rigsdagen i Augsburg: Den Augsburgske Bekendelse.
1534 Englands brud med Rom under Henrik 8.
1536-37 Danmark-Norge bryder med den romersk-katolske kirke; Den Evangelisk-lutherske Reformation gennemføres.
1540 Jesuitterordenen stadfæstes.
1541 Jean Calvin gennemfører Reformationen i Genève.
1549 Book of Common Prayer indføres i England.
1545-63 Tridentinerkoncilet.
1555 Den augsburgske religionsfred.
1559 Selvstændigt russisk patriarkat i Moskva.
1563 De 39 Artikler vedtages som den engelske kirkes bekendelse under Elizabeth 1.
1618-48 Trediveårskrigen. Ved freden i Westfalen (1648) anerkendes eksistensen af tre "kirker" i det tyske rige: den lutherske, den reformerte og den romersk-katolske.
1620 Pilgrimsfædrene på Mayflower grundlægger New Plymouth i Nordamerika.
1622 Den katolske Propagandakongregation oprettes.
1675 Den tyske pietismes hovedskrift, Pia Desideria af Philipp Jacob Spener, udkommer.
1685 Ophævelsen af Nantesediktet (1598) medfører tilintetgørelse af protestantismen i Frankrig.
1705 Den dansk-hallensiske Tranquebarmission grundlægges.
1721 Hans Egede indleder sin mission i Grønland.
1738 John Wesley, metodismens grundlægger, omvendes.
1789-99 Den Franske Revolution.
1791 Som det første land i verden indfører Nordamerikas Forenede Stater religionsfrihed.
1795 London Missionary Society oprettes.
1804 British and Foreign Bible Society oprettes.
1819 Joseph de Maistre grundlægger ultramontanismen.
1821 Det Danske Missionsselskab grundlægges.
1825 N.F.S. Grundtvig formulerer sit kirkesyn i Kirkens Gienmæle.
1836 Leipzigmissionen stiftes.
1841 Ludwig Feuerbach udgiver Das Wesen des Christentums.
1855 Søren Kierkegaards kirkekamp i flyvebladet Øieblikket.
1861 Kirkelig Forening for Indre Mission stiftes i Danmark.
1869-70 1. Vatikankoncil, som fastslår pavens ufejlbarhed og universalepiskopat.
1895 Friedrich Nietzsches Der Antichrist udgives.
1900 Adolf von Harnack udgiver Das Wesen des Christentums.
1910 Pius 10. indfører antimodernisteden.
1917-91 Ateismen er statsideologi i Sovjetunionen.
1919 Karl Barth: Der Römerbrief udkommer.
1933-45 I Tyskland står Bekendelseskirken (Barmenerklæringen, 1934) over for Deutsche Christen.
1947 Lov om kvindelige præster vedtages i Danmark.
1962-65 2. Vatikankoncil.
1982 Det Fælleskirkelige Limadokument vedtages af Kirkernes Verdensråd.

Romerrigets bykultur, kommunikationssystem og delvise religiøse tolerance befordrede kirkens hastige udbredelse inden for imperiets grænser. Under denne udbredelse, som tillige begunstigedes af de kristnes indbyrdes solidaritet og formodentlig også af den respekt for menigmands rationalitet, som lå til grund for deres dåbsundervisning, fandt en konsolidering og institutionalisering sted i organisatorisk og læremæssig henseende.

Kirkens ældste helligskrift, senere kaldet Det Gamle Testamente, dvs. den jødiske bibel tolket i Kristusbudskabets lys, suppleredes af de beretninger (evangelier) om Jesu liv, død og opstandelse, der s.m. Paulus' breve til menighederne og andre kristne skrifter fra ca. 200 samledes til Det Nye Testamente (se Bibelen).

Jævnsides med denne fæstnelse af det skriftlige læregrundlag samledes de enkelte menigheders tolknings- og ledelsesautoritet i bispeembedet. I teori og praksis blev menighedernes fællesskab defineret som den katolske, dvs. den verdensomspændende, kirke.

Denne udvikling gav anledning til adskillige protestbevægelser, men den blev underbygget gennem de tidlige kirkefædres teologiske forsvar for og gennemtænkning af det bibelske budskab i diskussion med konkurrerende retninger (især gnosticismen) såvel som med den græske filosofi.

Resultatet af udviklingen var den frelsesformidlings- og socialorganisation, med hvilken den romerske kejsermagt, efter i flere omgange at have forfulgt de kristne med ofringskrav og henrettelser, i løbet af 300-t. indgik og udbyggede en skelsættende alliance.

Den kirkelige kristendom blev i princippet eneberettiget rigsreligion, hvis trosdefinitioner, fx af treenigheden og inkarnationen, blev vedtaget på rigskirkemøder (koncil), og hvis kirkebyggeri statsmagten ydede sin støtte. Til gengæld accepterede kirkens biskopper og teologer et statsligt overopsyn, udøvet af den af Gud udvalgte kejser, og de leverede praktiske og teoretiske bidrag til styrkelse af den imperiale orden — når de da ikke virkede i modsat retning gennem den svækkelse af rigssammenhængen, som teologiske stridigheder førte med sig. Samtidig med at den rigskirkelige ordning således tog form og befæstedes, fandt den individualreligiøse udvikling sted, som resulterede i det kirkeligt sanktionerede ordensvæsen, rammen om en stræben mod det fuldkomne liv i Kristi efterfølgelse.

Efter sammenbruddet af den romerske middelhavsenhed forløb kristendommens udvikling ad flere indbyrdes adskilte veje, hvoraf de vigtigste var dem, der på langt sigt mundede ud i hhv. den byzantinsk-slaviske og den latinsk-vesteuropæiske kristendomsform.

Den førstnævnte, som siden har vundet hævd på betegnelsen ortodoks, opretholdt i særlig grad forbindelsen til fortiden, for så vidt som alliancen mellem kirken og den videreførte kejserlige statsmagt fortsat fungerede (se Det Byzantinske Rige) under bibeholdelse af den statslige kirkekontrol, og for så vidt som kirkens lære og kultus såvel som dens dannelses- og organisationsapparat også gjorde det.

Denne kristendomsform har sit eget udtryk i kraft af den dominerende rolle, som gudstjenesten spiller deri (stedet, hvor frelseshistorien aktualiseres), og i kraft af den ekspansive religiøse og kulturelle udstråling til de slaviske nabolande, der udgik fra den byzantinske kirke, og som tidligt resulterede i et kirkeliv og en litteratur på disse landes modersmål.

Middelalderen

Kristendom. Inskriften på Jellingstenen lyder således: Harald konge bød gøre disse kumler ('dette mindesmærke') efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Stenen er rejst af kong Harald i slutningen af 900-t.

.

I Vesteuropa, hvor den gamle orden endegyldigt var brudt ned i kulturel såvel som i politisk henseende, udviklede den kirkelige kristendom sig væsentligt anderledes.

Nye samfundsmæssige vilkår — i form af løse og centrifugale magtordninger, administreret af et analfabetisk kriger- og godsejeraristokrati, stærkt svækkede bysamfund, handelssamkvem og skolevæsen — udløste alvorlige skadevirkninger såvel på præsteskabets dannelsesniveau som på bispeembedet.

Biskopperne måtte give afkald på væsentlige dele af den gamle form for monarkisk kontrol med menighedernes liv og gled efterhånden ind i herremandssamfundets livsformer.

Den arv, som kirken bragte med sig i form af en udarbejdet tilværelsestydning og kultordning, et sammenhængende, litterært funderet historiebillede og en tradition for lovbunden og religiøst legitimeret regering samt pædagogiske indsatser over for udannede og dannede, bevirkede, at kirken på langt sigt var i stand til at præge samfundsbilledet ikke blot religiøst, men også politisk, socialt og kulturelt.

Denne udvikling er karakteristisk for de århundreder — groft sagt fra 700-t. til 1500-t. — i hvilke den latinske katolicisme udbredtes og konsolideredes i Vest-, Central- og Nordeuropa.

Et hovedmoment i dette forløb er det samarbejde mellem fremadstræbende fyrstemagter og kirkens biskopper, som på gejstlig side blev udtrykt i religiøs legitimation af monarkiet samt teknisk bistand ved administrationen deraf, og på kongemagtens side i materiel begunstigelse og beskyttelse af kirkens ejendom og virksomhed.

Ad disse veje fik kristendom og kirke en anderledes central placering, end den i antikken havde kunnet få i det væsentligt mere gennemorganiserede romerske samfund. Og hvad der er endnu vigtigere: Den overleverede kristendom undergik i løbet af disse århundreder en politiserings-, juridiserings- og militariseringsproces, som indebar langvarige konsekvenser for dens fremtræden som religion og livsanskuelse.

Et andet hovedmoment af mere direkte religiøs karakter foreligger i udviklingen af den kristne teologi, først og fremmest den, der fandt sted på de nye universiteter, i form af skolastikernes bearbejdelse af læretraditionen under diskussion med og udnyttelse af aristotelisk og platonisk filosofi og i en rationelt diskuterbar samordning af fornuft og åbenbaring, dvs. en systematisk kristen gennemlysning af menneskelig tilværelse i alle dens ytringsformer.

For det tredje fik klostervæsenets forskellige former vital betydning for kristent livssyn og for kristendommens samfunds- og kulturrolle. Klostervæsenet påtrykte den vestlige kristenhed et asketisk normsystem, hvis virkninger kan spores langt ud over de middelalderlige århundreder.

Hertil kommer, at den model for et frivilligt valgt, disciplineret fællesliv med et mål for øje, som det præsenterede for omverdenen, måske kom til at betyde mere for formningen af europæisk liv på længere sigt end dets mere direkte kulturindsatser.

Noget lignende gælder om den specifikt pavelige tænkning og praksis vedr. ledelsen af den kristne kirke. Sådan som denne tænkning og praksis udfoldede sig fra 1000-t. til 1200-t. — en periode, i løbet af hvilken det lykkedes pavedømmet at udøve dirigerende indflydelse af retlig, organisatorisk og politisk art på kirken som helhed og delvis også på samfundsforholdene — var pavekristendommen centralt virksom for tilvejebringelsen af den form for bevidsthed om de kristnes enhed over landegrænserne, som på længere sigt også fik betydning for de tanker, europæerne senere gjorde sig om at høre til i netop denne verdensdel.

Alt, hvad her er anført, var under en ny situations vilkår med til at give kristendommen en form, som — uanset alt det, der forbandt den med oldtiden — ikke var oldtidens form.

Som den forelå i fuldt udarbejdet skikkelse som europæisk monopolreligion i højmiddelalderen, var den romersk-katolske kristendom afgørende bestemt af sin kirkeinstitution i dens egenskab af altomfattende frelsesanstalt, struktureret af et retligt defineret præsteligt embedshierarki, som havde eneret til tolkning og formidling af frelsesbudskabet, forvaltning af sakramenterne (undtagen ægteskabet, som forvaltedes af parterne, men på betingelser, som foreskreves af gejstligheden) og kontrol med kirkens materielle resurser, samtidig med at dette hierarki var centralt engageret i det verdslige samfunds anliggender.

At periodens folkereligion frembød adskillige træk, som ikke uden videre stemte med officiel kristendom, rokker ikke ved det hovedindtryk, at den vestlige kristenheds tanker om tilværelsens mening, frelsen og det gode liv i hovedsagen, om end med perspektivrige undtagelser, var formet og bestemt af den præstelige kirkeledelse, der bl.a. greb direkte ind i menigmands liv gennem det tvungne årlige skriftemål og de dermed forbundne straffeforanstaltninger.

Netop undtagelserne er imidlertid vigtige til forståelse af den middelalderlige kristendomsforms særpræg i forhold til den antikke. De religiøse protestbevægelser, som fra 1100-t. gjorde sig gældende med stigende styrke, var nemlig i vidt omfang rettet mere mod hierarkiets måde at forvalte katolsk kristendom på end mod denne selv.

Disse bevægelsers appel til besindelse på det oprindelige budskab og deres kritiske stillingtagen til gejstlighedens verdsliggørelse førte rigtignok i flere tilfælde til, at de blev forfulgt og derigennem radikaliseredes, mens andre, især i senmiddelalderen, var antikatolske fra begyndelsen.

Dette fik historisk betydning på længere sigt. Men at kritikken oprindelig var solidarisk, mere end den var oprørsk, afslører noget vigtigt om denne gammeleuropæiske kristendomsforms spændvidde og nuancerigdom. Det er specielt oplysende, at behovet for realisering af det evangeliske budskab, efterfølgelse af Kristus i forsagelse og selvopofrelse, kunne imødekommes af kirkens egen "alternative gejstlighed", ordensvæsenet, således som det især fremgår af de strengt kirketro tiggerordeners fremkomst i 1200-t.

Reformationsårhundredets kirkedannelser

Den opløsning af den europæiske kirkeenhed, som fandt sted i løbet af 1500-t., blev sat i gang af de konklusioner, som én mand, Martin Luther, drog af sit bibelstudium og sine personlige erfaringer — frem for alt hævdelsen af det frelsende Gudsforhold som et nådesforhold, ubetinget af forudgående moralske præstationer og uafhængigt af præstelig formidling.

Men den ville næppe have fundet sted uden de sociale og politiske forudsætninger, som var tilvejebragt i løbet af 1300- og 1400-t. Inden for de stedse strammere organiserede statsmagter, den fremvoksende borgerstand og den humanistisk prægede intelligentsia havde vide kredse en interesse i at hjælpe den nye kristendomstolkning og kirkeforståelse til sejr.

Resultatet blev tre nye, hverandre forkætrende kirker: den lutherske, den reformerte (calvinske) og den anglikanske, hver med sit særpræg i forhold til den romersk-katolske, men fælles om forkastelsen af den romerske embedsforståelse, især pavedømmet, og dé katolske indretninger, som ikke havde hjemmel i Bibelen: alle syv sakramenter undtagen dåb og nadver, samt helgendyrkelse, skærsildslære, ordensvæsenet og det præstelige cølibat.

Over for forskelle som disse gælder imidlertid, at samtlige nye kirkedannelser hvilede på præmisser, som de havde fælles med den romersk-katolske kirke: hævdelsen af Bibelens ufejlbare autoritet, af treenigheds- og inkarnationsdogmerne samt af dommen til Himmel eller Helvede.

Dertil kommer, at deres kirkeorganisatoriske praksis gennemgående tenderede i retning af et autoritært gejstlighedsstyre, ikke uden lighed med det katolske, såvel som i retning af større eller mindre afhængighed af statsmagterne.

Kristendommen på sekulariseringens, globaliseringens og modernitetens vilkår

Ansatser til radikalt anderledesartede arrangementer skal søges andetsteds, nemlig dels i reformationstidens afvigerbevægelser (se døberbevægelser), dels i 1600- og 1700-t.s puritanske og pietistiske vækkelser inden for de etablerede kirker.

mio.
orientalske kirker
den koptisk-ortodokse kirke 9
den etiopisk-ortodokse kirke 18
den syriske kirke (inkl. Thomas-kristne) 2,25
den armenske kirke 6
ortodokse kirker i alt 250
den russiske kirke 80
den romersk-katolske kirke ca. 1000
protestantiske kirker i alt 440
anglikanere 73
lutheranere 80
reformerte 68
metodister 60
baptister 40
pinsevækkelsen ca. 500

Her videreførtes tendenser, der allerede havde kunnet spores i senmiddelalderens århundreder; men især søgtes her Luthers og Calvins egen hævdelse af de kristnes almindelige præstedømme ført ud i en organisationsmæssig praksis af delvis demokratisk prægning.

Gennem sådanne eksperimenter skabtes en del af forudsætningerne for den nyeuropæiske og nordamerikanske kristendom, som tog form i 1800- og 1900-t. og udbredtes til andre verdensdele. Demokratiserings-tendenserne og globaliseringen via verdensmission og fremvækst af nye kirkedannelser i Asien og Afrika har præget denne kristendomsform.

Dertil føjer sig den traditionskritik, som den under indtryk af politiske sekulariseringsbevægelser og natur- og historievidenskabens landvindinger har udfoldet, og som især i den gamle kristenheds protestantiske lande har fundet udtryk i en gennemgribende, videnskabeligt funderet opløsning af nedarvede forestillinger om Bibelens og den bibelfortolkende kirkeinstitutions autoritet som ufejlbar kilde til historisk og naturvidenskabelig erkendelse såvel som til religiøs og samfundspolitisk vejledning.

Resultatet af denne proces har, med større eller mindre klarhed og konsekvens, været en række indbyrdes forskellige forsøg på at skabe nye formuleringer af en gammel påstand: At mødet med Kristusbudskabet i dets egenskab af dom og befrielse i ét er en personlig afgørelses- og trossag uden af den grund at blive et fornuftsstridigt anliggende. Arbejdet på at klargøre og begrunde begge sider af denne erkendelse betragtes af seriøs kristen teologi som dens vigtigste og aldrig afsluttede opgave. Se også mission.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig