Krise, den psykiske reaktion efter alvorlige belastninger, som truer den enkeltes liv eller velfærd, fx alvorlig sygdom, tab af nære pårørende eller ulykker.

Oftest gennemgås et flerfaset forløb: chokfasen, hvorunder den udløsende begivenhed ikke følelsesmæssigt erkendes, reaktionsfasen, hvorunder begivenheden gennemleves på ny ledsaget af voldsomme følelsesudsving, bearbejdningsfasen med følelses- og fornuftsmæssig erkendelse af tilstanden, samt nyorienteringsfasen, hvorunder tilværelsen genoptages på de nye livsvilkår. Den kriseramte kan hjælpes igennem forløbet vha. kriseterapi, hvorunder de enkelte faser bearbejdes med bistand fra en udenforstående, oftest en psykolog. Se også posttraumatisk belastningsreaktion.

Politiske, økologiske og økonomiske kriser er udtryk for pludselige og dybtgående forandringer, der ikke umiddelbart kan imødegås af sædvanlige stabiliseringsindgreb, men kræver mere dybtgående ændringer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig