krise - politisk krise

Krise - politisk krise, Inden for statskundskaben refererer krisebegrebet til ubalancer og dybtgående forandringer i et politisk system. En politisk krise karakteriseres af tre elementer: 1) Systemet er udsat for problemer i et sådant omfang og af en sådan karakter, at der er tale om en udfordring eller trussel mod systemets fortsatte eksistens. 2) Systemet må gennemføre forandringer eller tilpasninger af systemet selv eller af dets omgivelser i et sådant omfang og af en sådan karakter, at udfordringen imødegås forholdsvis hurtigt og effektivt. 3) Såfremt disse tilpasninger er utilstrækkelige, vil følgen være systemets sammenbrud eller ødelæggelse.

Krisen er altså ikke selve katastrofen, det ødelæggende sammenbrud, men katastrofens nærliggende mulighed, og der er ikke tale om en krise, hverken når der rejses nye, evt. omfattende krav til de politiske myndigheder i et samfund, således at de politiske beslutninger kan få nyt indhold, eller når dele af den politiske ledelse udskiftes. Der er først tale om en krise, når udfordringerne til systemet ikke umiddelbart kan imødegås af normale og rutinemæssige stabiliseringsmekanismer, men derimod vil kræve en ændring af selve det politiske systems strukturer og institutioner.

Kriseniveauer. Der skelnes mellem internationale politiske kriser, hvor det er forholdet mellem stater, specielt fredstilstanden mellem stater, der trues, og nationale politiske kriser, hvor det er de enkelte landes politiske system eller dele af det, der udsættes for trusler. En national systemkrise vedrører derimod de udfordringer, som truer styreformen og forfatningen.

En regeringskrise vedrører de udfordringer, som retter sig mod den siddende regering, og den behøver ikke nødvendigvis — og normalt ikke i stabile demokratier — at have konsekvenser for styreformen. På tilsvarende måde vil et partis krise eller partisystemets krise indebære, at et enkelt parti eller samlingen af partier udfordres på en sådan måde og med en sådan styrke, at partiets eller partisystemets fortsatte eksistens vil være i fare.

Fx blev det traditionelle partisystem i Danmark i begyndelsen af 1970'erne truet, da nye partier som Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne udfordrede de etablerede partiers krav på at repræsentere vælgerne.

At en krise på ét niveau i det nationale politiske system ikke nødvendigvis fører til kriser på andre systemniveauer, er en af demokratiets store fordele i forhold til totalitære og autoritære styreformer. I disse systemer vil utilfredshed og manglende tilslutning til de siddende magthavere umiddelbart rettes mod selve styreformen, da den ikke muliggør en fredelig og rutinemæssig udskiftning af magthaverne i regeringen og parlamentet.

Læs mere om krisestyring.