Krigsforsikring, forsikring mod krigsfare af skibe og varer under transport. Som tillægsforsikring til den almindelige søforsikring tegnes en krigsforsikring mod skade som følge af dels krig, krigslignende forhold og miner, dels borgerlige uroligheder og oprør. Endvidere dækkes offentlige myndigheders beslaglæggelse af eller arrest i det forsikrede i forbindelse med krig mv. Tidligere tegnedes krigsforsikring i Dansk Krigs-Søforsikring for Varer og i Krigsforsikring for Danske Skibe, men dækningen er overgået til forsikringsselskaberne i almindelighed.