kreoler

Kreoler, oprindelig betegnelse for personer, der var født i de spanske kolonier i Amerika af spanske forældre, og som i reglen havde en lavere status end de spaniere, der opholdt sig i kolonierne, men var født i moderlandet Spanien. Betegnelsen kom siden til at omfatte efterkommere af især sydeuropæiske indvandrere på det amerikanske kontinent.

Faktaboks

etymologi:
Ordet kreoler kommer af spansk criollo 'indfødt', af portugisisk crioulo, diminutiv af cria 'person, der er vokset op i en andens hjem, opfostring'.

Ordet er desuden blevet brugt om efterkommere af frigivne slaver af blandet fransk og afroamerikansk herkomst (creoles of colour); efter borgerkrigen mistede disse deres privilegier.

I dag har begrebet flere steder fjernet sig helt fra det biologiske udgangspunkt og har snarere et kulturelt betydningsindhold, og det bruges derfor ofte forskelligt fra område til område. I Vestindien anvendes det fx om personer med en særlig livsstil uden hensyn til afstamning. Se også Caribien (folkeslag).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig