Kreditrationering, tilstand på låne- og kreditmarkeder, der er kendetegnet ved, at udbud er mindre end efterspørgsel ved de herskende markedsvilkår, dvs. at der eksisterer en utilfredsstillet låneefterspørgsel.

Kreditrationering kan være en følge af offentlige indgreb, som medfører, at udlånsrenten fastsættes lavere end den rente, som skaber ligevægt. Det kan være tilfældet ved maksimalrentebestemmelser, fx ågerrenteforbud. Men også direkte begrænsninger i pengeinstitutters og andre finansielle institutioners muligheder for långivning, ofte benævnt udlånsloft, har fx i Danmark i 1970'erne og første halvdel af 1980'erne været anvendt i forsøg på at begrænse den økonomiske aktivitet og sikre en lav udlånsrente. I 1985 blev udlånsloftet erstattet med et indlånsovervågningssystem; det blev afskaffet i 1991.

Kreditrationering kan også være resultat af en frivillig beslutning hos en (privat) långiver. Baggrunden er i sådanne tilfælde, at långivning er forbundet med usikkerhed om den fremtidige tilbagebetaling. Långiver har i mange tilfælde begrænsede muligheder for dels at foretage en sikker kreditvurdering og udvælgelse af låntagere, dels at styre låntagernes adfærd i alle situationer. I det første tilfælde vil en renteforhøjelse kunne medføre, at kun mere risikable låneansøgninger opretholdes. I det andet tilfælde vil en renteforhøjelse kunne påvirke låntageres adfærd i retning af mere risikable projekter, beslutninger mv. Selvom en renteforhøjelse forøger långivers renteindtægter, vil den samtidig kunne reducere vedkommendes muligheder for, at pengene tilbagebetales. Den rationelle reaktion kan derfor være, at långiver fastsætter en rente, som er lavere end ligevægtsrenten og derfor undlader at imødekomme alle låneønsker.

Det er svært at eftervise eksistensen af kreditrationering, fordi det er vanskeligt at skelne mellem afslag på låneønsker som følge af en negativ kreditvurdering og kreditrationering som følge af de nævnte forhold. Pga. deregulering, produktudvikling og forøget konkurrence er kreditrationeringens udbredelse formentlig i de senere år reduceret væsentligt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig