kreditkort

Kreditkort, plastkort, der anvendes til køb af varer eller til at hæve penge. Beløbet opkræves efterfølgende af kortudstederen; i modsætning til debetkort, fx Dankortet, kræves der ikke dækning på en tilknyttet bankkonto.

Den fysiske udformning af kreditkort og andre betalingskort er fastlagt i internationale standarder: Kortet, der fremstilles som et laminat af flere lag plast (oftest PVC), har dimensionerne 54 mm×86 mm×0,76 mm. På kortet er præget indehaverens navn samt kortnummer og udløbsdato, og på bagsiden findes en magnetstribe, der indeholder disse og evt. andre oplysninger, samt en chip med oplysningerne (se smartcard).

Eksempler på kreditkort er American Express, Diners Club, Eurocard og MasterCard.

Se også betalingskort.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig