Kreditkøb er et køb af løsøre på en sådan måde, at en køber får hel eller delvis henstand med købesummens betaling. Nærmere regler om kreditkøb findes i Kreditaftaleloven, som under kreditkøbsbegrebet inddrager køb, hvor købesummen helt eller delvis dækkes ved lån, der er ydet af tredjemand efter aftale med sælgeren. Der tales i så fald om et oprindeligt trepartsforhold; det ses fx, hvis købet finansieres af et finansieringsselskab, som sælgeren har formidlet kontakten til, eller af en særlig kontoorganisation, som sælgeren er medlem af. Loven sikrer i sådanne køb forbrugerne, at de kan gøre indsigelser og pengekrav gældende mod såvel sælgeren som långiveren. Det kan fx blive aktuelt, hvis forbrugeren som følge af mangler ved det solgte kræver købesummen eller en del heraf tilbagebetalt.

Andre eksempler på kreditkøb er køb på konto hos sælgeren selv og køb med ejendomsforbehold. Såfremt der er tale om en kreditaftale, som giver en løbende kredit, der kan benyttes til et forbrugerkøb (kontoaftale), er det afgørende kriterium for, om aftalen er omfattet af Kreditaftaleloven, ikke formålet med det enkelte køb, men formålet med den tilsagte kredit ved indgåelsen af kontoaftalen. Er dette formål som angivet, må samtlige køb, som indgås i henhold til kontoaftalen, anses som forbrugerkreditkøb.

Kreditaftaleloven gælder også for kreditaftaler og kreditkøb, hvor kreditten ydes af en ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for kreditgiveren af en erhvervsdrivende. En sådan aftale betegnes et formidlingslån eller et formidlingskøb svarende til Købelovens § 4 a, stk. 2, og forbrugeraftalelovens § 2, stk. 3. Kreditgiveren har bevisbyrden for, at en kreditaftale ikke er omfattet af kreditaftaleloven.

Kreditaftaleloven regulerer kreditkøb både i og uden for forbrugerforhold, men køberbeskyttelsen er videstgående i forbrugerkøb. Kreditaftaleloven afløste i 1991 Kreditkøbsloven og gennemførte samtidig EF-direktivet om forbrugerkredit i dansk ret. Kreditaftaleloven finder derfor inden for forbrugerområdet også anvendelse på andre kreditaftaler end kreditkøb, fx pengelån. Kredit, der ydes i relation til en tjenesteydelse eller køb af fast ejendom, er ligeledes omfattet af Kreditaftaleloven.

En kreditgiver er ifølge loven pålagt en vidtgående pligt til at oplyse forbrugerne om kreditomkostninger og -vilkår. Loven indeholder endvidere en række regler til beskyttelse af køberne, hvis de misligholder aftalen. Beskyttelsen er særlig vidtgående i køb med ejendomsforbehold.

Kreditaftaleloven finder ikke anvendelse på aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor udbyderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit.

Et eksempel er, hvor en forbruger får leveret en håndværksydelse, og i den forbindelse får en faktura af håndværksmesteren, som kan betales 60 måneder efter leveringen af håndværksydelsen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig