Kreditbedrageri, bedrageri, der begås for at opnå kredit. At opnå et lån eller at få varer leveret på kredit uden senere at kunne betale er ikke i sig selv bedrageri. Det kræves yderligere, at bedrageren retsstridigt vildleder modparten til at yde kreditten, fx ved at give en långiver urigtige regnskabsoplysninger; en almindelig overdrivelse uden enkeltheder af et firmas indtjening og fremtidsudsigter er ikke strafbar. En særlig bestemmelse i Straffeloven kriminaliserer at forlade en restaurant uden at betale for maden eller et hotel uden at betale for værelset.