Kreatinkinase er et enzym, der findes i muskelceller, hvor det katalyserer omdannelsen af kreatinfosfat og ADP til kreatin og ATP; det dannede ATP leverer bl.a. energi til muskelkontraktionen. Ved nedbrydning af muskelvæv frigøres kreatinkinase til blodet, hvor dets koncentration kan måles. Denne kan være let forhøjet over normalværdien efter fx sportsudøvelse og kraftigt forhøjet ved unormal muskeldestruktion, fx ved kvæstelser og muskelsvindsygdomme.

Faktaboks

Etymologi
2. led i ordet kreatinkinase er kinase.

I hjertemuskelceller findes en speciel type kreatinkinase; stiger blodets indhold heraf, kan der være tale om en blodprop i hjertet, der har medført, at en del af hjertemusklen har mistet sin blodforsyning og dør, hvorefter enzymet lækker fra de ødelagte muskelceller.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig