Kraniologi er læren om og studiet af kraniets bygning. Sommetider opdeles kraniologi i en række underdiscipliner, fx kraniometri, der er opmålinger af kraniet og kranioskopi, der er vurdering af kraniet ud fra morfologien.

Studier af slægtskab på baggrund af komparativ anatomi

Ofte er der store forskelle på kranieknoglerne hos selv meget nærtstående arter, og kraniologi spiller derfor en betydende rolle for udredningen af uddøde hvirveldyrs afstamningsforhold, bl.a. menneskets forfædres, samt fx for identifikation af byttedyr i rovdyrs efterladenskaber. Også sygdomshistorier og almen ernæringstilstand lader sig studere på kranier, ligesom indvandringer af nye menneskegrupper i visse tilfælde kan udledes fra jordfundne kranier. Underkæben er en af de kraftigste knogler i menneskets skelet og den hyppigst repræsenterede knogle i arkæologiske udgravninger.

Fysisk antropologi og racisme

Kraniologiske undersøgelser af menneskekranier har især fra midten af 1800-tallet og til 1930'erne ligget til grund for talrige raceteorier, hvori især hjernekassens størrelse og bygning mentes at afspejle raceforskelle, herunder også forskelle med hensyn til udvikling af intelligens. Sådanne raceteorier er i dag stort set forladt af videnskaben. Det er dog et faktum, at der er geografisk og etnisk variation, når det gælder hjernekassens og ansigtsskelettets bygning og viden om det anvendes stadig inden for retsmedicin, biologisk antropologi og arkæologi, når skeletter bliver studeret.

Kraniometrien og dens historie

I oplysningstiden opstod kraniometrien, der er forskellige metoder til udmåling af kraniet. Der udvikledes forskellige måleinstrumenter, der løbende ændredes og forbedredes. Formålet var i reglen at inddele menneskeheden i fysiske typer, racer eller at undersøge sammenhænge mellem kraniets mål og morfologi på den ene side og intelligens og andre personlige egenskaber på den anden side.

Campers ansigtsvinkel

Den hollandske læge Petrus Camper (1722-1789) arbejdede med metoder til udmåling af ansigtets og hjernekassens vinkler og dimensioner. Han anvendte en indirekte metode, hvor han ikke målte på selve kraniet, men indtegnede kraniets eller hovedets profil på et papir, der var inddelt i felter. Herefter optegnede han linjer, hvis mål og hældning kunne bruges til beskrivelse af fysiognomien. Campers ansigtsvinkel, der viser kæbens og underansigtets fremspring i forhold til panden, fik særlig betydning. Den blev af Camper selv og andre personer i samtiden anvendt racistisk til at påvise den fysiske lighed mellem sorte afrikanere og primater, fx chimpanser. Camper lavede en undersøgelse der viste, at ansigtsvinklen var omkring 100 grader på de fleste græske statuer, 85-90 grader på romerske statuer, 80 grader hos moderne europæere, 70 grader hos asiater, 58 grader hos sorte afrikanere og orangutanger og 42 grader hos haleaber. På baggrund af det mente Camper, at man på scala naturae, kunne placere sorte afrikanere som et mellemtrin mellem aber og hvide europæere.

Selv var Camper mindre racistisk end de fleste i sin samtid. I en forelæsning, Over het gedaante schoon, som han holdt i 1792, sagde han blandt andet, at beskrivelsen af forskelle på sorte og hvide ofte var præget af æstetiske og kulturelle fordomme. Camper interesserede sig også for hudfarven og årsagen til forskelle i denne, og lavede dissektioner af hud. Han kom frem til, at huden på trods af farveforskelle i øvrigt havde samme struktur hos alle individer på tværs af race. Det beskrev han i 1772 i et essay Redevoering over den oorsprong en de kleur der zwarten.

Blumenbach og racelæren

Den tyske læge Johann Friedrich Blumenbach (1752-1840) samlede på kranier og arbejdede ligeledes med metoder til deres beskrivelse, men han brugte udelukkende kvalitative og ikke kvantitative mål. Han beskrev morfologien (formen) og morfologiske kendetegn, såsom øjenbrynsbuernes og næsebenets fremspring og det samlede indtryk af kraniets udseende. I 1775 udgav han De generis humani varietate nativa i hvilken man for første gang finder opdelingen af mennesket i fire racer: den hvide (europide) race, den sorte (negride) race, den gule (mongolide) race og den røde (americanide) race. Den hvide race fandt han bedst repræsenteret ved et kvindekranium i sin samling, der var fra Georgien i Kaukasus. Han betegnede derfor også den hvide race som den "caucasoide" eller kaukasiske race. I den reviderede udgave af lærebogen fra 1795 medtager Blumenbach desuden en brun (malajisk) race, udbredt i Sydøstasien og Stillehavsområdet. Selvom Blumenbach beskrev kraniets morfologi, var det altså hudfarven, han anså for det vigtigste racekendetegn og i første instans brugte som grundlag for sin klassifikation. I anden instans så han på andre kendetegn såsom hovedform, ansigtstræk, legemsbygning m.m.

Retzius og det cephaliske indeks

Den svenske antropolog Anders Retzius bidrog med det cephaliske indeks. Han fandt det interessant at studere hjernekassens form set oppefra og udregne en ratio mellem bredde og længde på denne. På baggrund af det inddelte han kranier i tre typer: langskaller (dolikokefale), kortskaller (brakykefale) og middelskaller (mesokefale). Det cephaliske indeks fik afgørende betydning inden for den tidlige fysiske antropologi, da man hurtigt opdagede, at der var en betydelig geografisk variation. Det blev af den grund anset for et vigtigt racekendetegn.

Mortons studier af hjernens rumfang

Amerikaneren Samuel George Morton (1799-1851) udviklede i 1830'erne forskellige måleinstrumenter til udmåling af kraniet: goniometer og craniograph. Han fandt også på metoden til bestemmelse af hjernekassens rumfang ved at fylde kraniet med hirsekorn eller risgryn og bagefter hælde dem over i et målebæger. Han anvendte datidens raceinddeling af mennesker som udgangspunkt for at bestemme størrelsen af hjernen hos hhv. hvide, sorte afrikanere og sorte australiere. Med sin metode fandt han, at hvide havde den største hjerne og sorte afrikanere og sorte australiere den mindste. Asiater placerede sig imellem sorte og hvide. Han mente, at hjernens størrelse indirekte var et mål for intelligens, og at det dermed var bevist, at hvide var mere intelligente end sorte. I 1839 udgav Morton bogen Crania Americana. Den omhandler fortrinsvis studiet af kranier fra arkæologiske udgravninger eller lignende opdagelser i Nord- og Sydamerika, men spørgsmålet om sammenhængen mellem intelligens og hjernekassens størrelse tages også op i denne bog.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig