Krakowiak, (fr. cracovienne), pardans i 2/4-takt, oprindelig fra Krakówområdet. Krakowiak blev polsk nationaldans lige i begyndelsen af 1800-t. Den bredte sig derefter hurtigt til det øvrige Europa som selskabs- og teaterdans. De dansende bevæger sig parvis i kreds med løbe-, hop- og stampetrin, og mænd udfører hælsammenslag i livlig, synkoperet binær rytme. Oprindelig indledtes krakowiak af en sunget melodi.