Kraiter
Den båndede krait (Bungarus fasciatus) er udbredt fra Indien i vest til det sydøstlige Kina i øst. Med en længde på op til over 2 meter er den den største af kraiterne.
Af /Wikimedia Commons.
Licens: CC BY SA 4.0

Kraiter er en slægt af giftsnoge. Der kendes 16 arter, som er udbredt i Syd- og Sydøstasien. Navnet krait benyttes også om havslanger i underfamilien Laticaudinae.

Faktaboks

Etymologi

Navnet kommer af hindi karait.

Også kendt som

Bungarus

De bliver normalt 1-1,5 meter lange, men den båndede krait (Bungarus fasciatus) kan nå en længde på mere end 2 meter. De har glatte skæl, og kroppen er ofte mere eller mindre trekantet i tværsnit. Kraiterne er som regel mørke med lysere tværbånd eller tværstriber. De kan dog også være ensfarvede eller have længdestriber som den rødhovedede krait (B. flaviceps).

Alle kraiter er nataktive og lever især af andre slanger, selv om de også kan tage fx øgler og gnavere. De lægger æg.

Kraiterne besidder en potent nervegift og hører til blandt de giftigste slanger i verden. Bid kan medføre først kramper, siden lammelser og i værste fald død. Særlig farlige er bid fra den almindelige krait (B. caeruleus).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig