Kragarm, (1. led vist af ty. Kragen 'krave'), inden for byggeteknik den del af en bjælke, der er uden for den yderste understøtning. Nedadrettede kræfter, som virker på kragarmen, fremkalder i denne momenter, som giver træk i oversiden og tryk i undersiden. Disse momenter vokser hen mod den nære understøtning, og derfor udføres kragarme i mange tilfælde med en højde, som aftager fra understøtningen ud mod den frie ende.