Korsetbehandling, stabiliserende og evt. korrigerende behandling af ryglidelser. Hos børn og unge, der lider af fremadskridende skævhed af ryggen (skoliose), og hos patienter med muskellammelser, der medfører skoliose, anvendes korsetbehandling for at modvirke skoliosen. Desuden anvendes behandlingen hos patienter med knogleskørhed eller følger efter knoglebrud i ryggen for at mindske smerterne. Korsettet fremstilles af en bandagist efter måltagning; det offentlige yder tilskud hertil efter attestation af en ortopædisk speciallæge.