Korncirkler er geometriske figurer i marker med korn eller andre afgrøder, ofte cirkelformede, men undertiden også i mere komplicerede, regelmæssigt opbyggede mønstre. Siden ca. 1980 er fænomenet konstateret mange steder i verden; stor omtale har flere engelske tilfælde fået i området omkring Stonehenge og Avebury. Mange beretninger findes om, at korncirkler er dukket op i løbet af en nat. Flere vides med sikkerhed at være udført af mennesker, men andre hævdes fortsat at være af uvis oprindelse. I Danmark er der siden 1995 blevet registreret ca. 30 korncirkler.