kore

Græsk kore-statuette af marmor (69,2 cm høj) fra 500-400-t. f.Kr.

.

Artikelstart

Kore, græsk arkaisk marmorstatue af ung pige. Koren er altid påklædt til forskel fra den mandlige kuros.

Typen kendes fra midten af 600-tallet f.Kr. og udvikledes fra enkle, stiliserede figurer til mere realistiske gengivelser. Kvinden ses stående, oftest med højre hånd strakt frem holdende en blomst, fugl e.l.; venstre arm ned langs siden holder af og til ud i tøjet.

Korerne tolkes som votivstatuer og kendes kun sjældent i en gravsammenhæng; flere bærer spor af bemaling. De fleste er fundet på Akropolis i Athen og findes på Akropolismuseet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig