Koralslanger
Koralslangen Micrurus tener er udbredt fra det sydlige USA til det centrale Mexico.
Koralslanger
Af /Photo Researchers/Ritzau Scanpix.

Koralslanger er en fællesbetegnelse for to slægter af farvestrålende giftsnoge fra Nord-, Mellem- og Sydamerika. De omfatter slægten Micrurus med mere end 80 arter og slægten Micruroides med kun en enkelt art.

De fleste koralslanger er båndede i rødt, sort og gult eller hvidt. Visse arter er dog kun sorte og røde eller sorte og gule, og hos nogle mangler båndene eller er erstattet af pletter og andre tegninger.

Koralslanger er forholdsvis små, og de fleste arter bliver kun 40-60 cm lange. Nogle få arter som den sydamerikanske Micrurus surinamensis kan dog nå længder på mere end 1,5 m.

Levestedet varierer fra art til art, men flertallet findes i skovområder. Visse arter, fx Micruroides euryxanthus, lever i ørkener og halvørkener. Føden består især af mindre slanger, ormeøgler og andre øgler. Den mere eller mindre vandlevende M. surinamensis lever i høj grad af ål.

Koralslanger besidder en potent nervegift. Bid er dog forholdsvis sjældne. Flere ugiftige slangearter efterligner koralslangernes farvetegning i en grad, så det kan være vanskeligt at skelne den ugiftige fra den giftige art. Fænomenet kaldes mimicry.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig