Kor, (af gr. choros 'kor, kordans'), inden for arkitektur den del af en kirkebygning, som er forbeholdt gejstligheden og rummer hovedaltret; i det tidligste kirkebyggeri stod korsangerne her. Senere fik koret i de større kirker underafsnit til særlige formål eller til visse grupper af gejstlige; afsnittet med hovedaltret betegnes da højkoret. Koret, der kan være forsynet med en processionsgang, koromgang og en eller flere apsider, er med få undtagelser vendt mod øst og trinvis hævet over det øvrige kirkerum. Især i romansk tid var der ofte indrettet krypt under koret, mens det også i den efterfølgende tid blev anvendt til kirkens fornemste begravelser. Koret er traditionelt afgrænset fra omgivelserne ved gitre eller mure, fra skibet således ved fx lektorium eller korgitter. Korgitre er tillige anvendt i protestantiske kirker, også hvor den arkitektoniske sammensmeltning af kor og skib i et såkaldt langhus er gennemført.