.

En kontingenstabel er i statistik en krydstabellering af to eller flere kategoriserede variable for at undersøge sammenhænge mellem variablene. En kategoriseret variabel er en variabel, der kun kan antage endeligt mange værdier ('kategorier'). Ønsker man fx at undersøge et materiale, der er inddelt efter to variable, som kan antage hhv. fire og fem værdier, får man en kontingenstabel med \(4 \cdot 5 = 20\) celler. I de enkelte celler står det totale eller relative antal forekomster, man har observeret for den pågældende kombination af variablenes kategorier.

Faktaboks

Etymologi

1. led af lat. contingentia, subst. til contingens, se kontingent

De mest almindelige kontingenstabeller er mellem to variable, og de to kategoriserede variable, der krydstabelleres, er ofte to spørgsmål i et spørgeskema. Når kontingenstabeller præsenteres i publikationer, vises i reglen den procentvise fordeling sammen med beregningsgrundlaget, dvs. det antal observationer, tabellen bygger på.

Det har speciel interesse at teste uafhængighedshypotesen, ifølge hvilken der ikke er sammenhæng mellem de to variable. Ved flerdimensionale kontingenstabeller, hvor tre eller flere kategoriserede variable krydstabelleres, kan man vurdere mere komplicerede sammenhænge mellem variablene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig