Konsumptionsprincip, princip inden for immaterialretten, hvorefter rettighedshaveren, dvs. ophavsmanden, patenthaveren mfl., i nogle henseender mister kontrollen med de eksemplarer, der lovligt og med hans samtykke er bragt i omsætning. Fx må en bog, der er købt i boghandelen, frit videresælges og udlånes. Den må derimod ikke udlejes, og adgangen til at fremstille eksemplarer, fx ved kopiering, beror fortsat hos ophavsmanden. Efter de nugældende regler er konsumptionen altid begrænset til kun at angå omsætning inden for EU eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejde.