Konstruktivt totaltab, constructive total loss, tab, der foreligger, når et skib kondemneres, dvs. når det skønnes ikke at kunne sættes i stand, enten fordi det ikke kan repareres, eller fordi det ikke er en istandsættelse værd. Retsvirkningen af et skibs kondemnering er bl.a., at skibet slettes af Skibsregisteret, at pantegælden forfalder, at befragtningsaftaler vedrørende skibet bortfalder, og at ejeren af sit kaskoforsikringsselskab har ret til erstatning for totaltab mod at afstå vraget til selskabet.