konstitutionelt monarki

Konstitutionelt monarki, politisk styreform, hvor regentens magt er begrænset og defineret i en forfatning, og hvor den udøves gennem ministre, som påtager sig ansvaret for magtudøvelsen.

Historisk er konstitutionelt monarki en overgangsform mellem det rene monarki, hvor beslutningskompetencen alene ligger hos regenten og dennes nærmeste rådgivere, og demokrati, hvor den ligger hos ministre, der er ansvarlige over for repræsentationsorganet, jf. parlamentarisme.

Formelt er det danske forfatningssystem stadig et konstitutionelt monarki, jf. Grundloven § 2, men faktisk har anerkendelsen af det parlamentariske princip helt frataget regenten politisk magt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig