Konkurrence (psykologi), Psykologisk kan konkurrence betragtes som den slags social adfærd, hvor mennesker måler eller sammenligner deres handlinger eller færdigheder med en eller anden standard, der kan vurderes af andre. Således defineret udgør konkurrence en delmængde af præstation, idet præstation dels er et mere omfattende begreb end konkurrence og dels ikke nødvendigvis indbefatter social sammenligning gennem en vurderingsstandard. Præstation udgør på sin side en delmængde af det endnu bredere begreb kompetence.

Konkurrence er et forløb sammensat af flere komponenter. For det første er der den objektive situation bestående af en opgave med en sværhedsgrad, en vurderingsstandard, spilleregler, opponenter samt evt. iagttagere og belønning. For det andet er der den subjektive opfattelse af den objektive situation, som er påvirket af holdninger, konkurrencemotiv, aspirationer, personlighedstræk samt tidligere erfaringer og præstationer, hvilket er individuelt forskelligt for deltagerne. For det tredje er der selve udførelsen af opgaven, som er influeret af faktorer som evner, selvtillid, aggression, præstationsangst og fysiologiske processer, hvilket også varierer mennesker imellem. Endelig er der for det fjerde de mentale følger af konkurrencen, som er et resultat af sammenligningen med standarden, og som kan være positive, negative eller neutrale for selvrespekten, alt efter hvor betydningsfuld personen oplever sammenligningen i henseende til succes eller fiasko.

Konkurrence er oftest (om end ikke nødvendigvis) en proces, hvor nogle vinder og andre taber. Dét forhold vurderes forskelligt fra den ene person og den ene kultur til den anden. Men man bør ikke overse, at næsten al konkurrence foregår inden for rammerne af en eller anden slags kooperation. Det er indlysende, når konkurrencen foregår mellem grupper eller hold, idet gruppens medlemmer må samarbejde indbyrdes, men også individuelle opponenter må vanligvis i det mindste følge nogle fælles spilleregler eller overenskomster for overhovedet at kunne konkurrere om noget, de opfatter som det samme.

Konkurrencemotivet er som nævnt en del af den subjektive opfattelse af den objektive konkurrencesituation, og dette motiv varierer fra den ene situation til den anden. Imidlertid mener mange psykologer, at alle mennesker har et præstationsbehov, hvis individuelt forskellige styrke på tværs af situationer karakteriserer et individ som en generelt mere eller mindre konkurrencebetonet eller i bredere forstand præstationsorienteret personlighed. Dette behov kan være medfødt eller tilegnet gennem opvæksten, og i sidstnævnte fald er dets styrke og valør naturligvis afhængig af, hvor konkurrenceorienteret opvækstmiljøets socialiseringspraksis og rollemodeller har været. Dette er på sin side i det mindste delvis afhængigt af, hvor konkurrenceorienteret den omgivende kultur er, og der er givetvis kulturforskelle i denne henseende.

Der hersker udstrakt enighed om, at store dele af den vestlige kultur i almindelighed er ganske konkurrenceorienteret, men det gælder formentlig også den japanske eller eksempelvis Island i sagatiden, hvis sagaernes beretninger om islændingenes færden udgør et troværdigt kildegrundlag at dømme ud fra.

Læs også om økonomisk konkurrence og om konkurrence i naturen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig