kongevalg

I hovedparten af Europas middelalderlige kongedømmer valgte man oprindelig konger.

De germanske folk valgte deres konger blandt slægter, som man mente nedstammede fra guder. Tronfølgerens legitimitet var altså her afhængig af biologisk tilknytning til bestemte slægter.

Formelt udøvedes valgretten af samfundets frie og våbenføre mænd på repræsentative forsamlinger. I Danmark skete valgene oftest på landstingene, hvoraf Viborg landsting havde en vis forrang. Enkelte tidlige danske kongevalg skete på Isøre.

I løbet af middelalderen blev kongemagten oftest reelt arvelig i Europa, samtidig med at det formelle valg blev afgjort af en mindre del af samfundets stormænd.

I Danmark stod toppen af aristokratiet i Rigsrådet for kongevalget, og landet var formelt et valgkongedømme indtil 1660. Da indførte Frederik 3. arvekongedømme for Danmark og Norge.

I Det Tysk-romerske Rige var konge- og kejserværdigheden frigjort fra afstamning ifølge Den Gyldne Bulle fra 1356, der garanterede kurfyrsternes frie valg af hersker.

Moderne monarkier er arvelige, da de bygger på en juridisk regulering og en ordning af tronfølgen, der fastsætter arverækkefølgen for medlemmer af kongehuset, altså for kongens slægt.

• Danmarks historie i middelalderen
• Tronfølge
• kongehus