Konfrontationsparade, opstilling på række af som oftest seks til otte personer. Konfrontationsparader anvendes af politiet i straffesager, hvis det er usikkert, om en mistænkt er gerningsmanden. Den mistænkte anbringes i en gruppe på fem til syv personer, de såkaldte figuranter, der så vidt muligt skal være af samme type som den mistænkte mht. alder, legemsbygning, højde, hår- og øjenfarve. Vidnerne tager de opstillede i øjesyn, og hvis et vidne udpeger den mistænkte som gerningsmanden, betragtes det som et bevis, der kan anvendes under straffesagen.