Koncipistreglen er en fortolkningsregel, der anvendes, når en aftale fortolkes til skade for den, som har udarbejdet (konciperet) aftalen, jf. Aftalelovens § 38 b. Reglen er også kendt som uklarhedsreglen. Den giver koncipisten et særligt ansvar for uklarheder i aftalen. Fortolkningsreglen kan anvendes både på skriftlige og mundtlige aftaler.
koncipistreglen
Koncipistreglen bruges kun ved tvivl
Fortolkningsreglen skal dog kun anvendes, såfremt det efter inddragelse af alle fortolkningsmomenter stadigvæk er tvivlsomt, hvordan et aftalevilkår skal forstås. Er aftalevilkårets ordlyd utvetydig, gælder fortolkningsreglen således ikke.
Det er en betingelse for anvendelsen af fortolkningsreglen, at det pågældende aftalevilkår ikke har været genstand for individuel forhandling, såsom standardvilkår, som kun er udarbejdet af den erhvervsdrivende.
Aftalelovens § 38 b omfatter således ikke kun standardvilkår, men også vilkår, som er udarbejdet af den erhvervsdrivende med henblik på brug i en enkeltstående aftale, såfremt vilkåret ikke er individuelt forhandlet, dvs. et spørgsmål om forbrugeren har haft reel mulighed for at påvirke aftalens indhold. Det er den erhvervsdrivende, der har bevisbyrden for, at aftalen har været individuelt forhandlet.
Den omstændighed, at et enkelt vilkår i aftalen eller visse elementer i et aftalevilkår er individuelt forhandlet, udelukker ikke anvendelsen af fortolkningsreglen på resten af den pågældende aftale, se fx en forsikringsaftale.
En skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren, skal af den erhvervsdrivende være udarbejdet på en klar og forståelig måde, se Aftalelovens § 38 b, stk. 2. Tilsidesættelse af denne bestemmelse kan være en overtrædelse af »god markedsføringsskik«.
Fortolkningsreglen har i retspraksis i nogen tilfælde også fundet anvendelse i aftaler mellem to erhvervsdrivende.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.