koncentrationselement

Koncentrationselement, elektrokemisk celle, hvis elektriske spænding (elektromotoriske kraft) udelukkende skyldes forskelle i koncentrationen af en reaktant ved eller i to ens elektroder.

Som eksempel kan nævnes to sølvelektroder neddyppet i hver sin vandige opløsning af sølvnitrat, AgNO3, med forskellige koncentrationer. De to opløsninger må være i kontakt med hinanden, fx gennem en porøs plasticfolie. Hvis de to opløsninger desuden er mættet med kaliumnitrat, KNO3 (en bæreelektrolyt), kan den elektromotoriske kraft E beregnes som E = (RT/F)ln(a1/ a2), hvor R er gaskonstanten, T temperaturen i Kelvin, F Faradays konstant, ln den naturlige logaritmefunktion og a1 og a2 aktiviteterne af Ag+-ionerne i hhv. den ene og den anden af de to opløsninger.

Se også elektrokemi og galvanisk element.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig