kompas

Magnetkompasset er baseret på, at Jorden har magnetiske poler i nærheden af de geografiske poler (magnetisk sydpol ved den geografiske nordpol), dvs. at nordpolen af en frit ophængt magnet, der vil stille sig parallelt med Jordens feltlinjer, derfor vil pege nogenlunde i retning af nord. Allerede i 1100-t. vides magnetkompasser at have været i brug i Middelhavsområdet, og derfra bredte de sig efterhånden til Nordeuropa.

Om udformningen af de første kompasser vides meget lidt; sandsynligvis bestod de blot af en enkelt frit ophængt kompasnål, der kunne angive en grov nordretning. Med den oversøiske fart, der blev almindelig i 1500- og 1600-t., voksede behovet for et pålideligt kompas, og det førte til udvikling af det traditionelle tørkompas. Tørkompasset var ret uroligt, hvorfor man gik over til væskekompasset, hvis kompaskop, som navnet siger, er fyldt med en væske, ofte sprit. Dette giver et bedre dæmpet kompas, ligesom det tillader anvendelse af kraftigere magneter, da der kan kompenseres for vægten ved anvendelse af en flyder omkring kompassets centrum.

Magnetkompasser er behæftet med fejl dels pga. misvisning, dvs. vinklen mellem jordmagnetismens feltlinjer på stedet (misvisende N-S-linje) og meridianen, dels pga. deviation, dvs. vinklen mellem den misvisende N-S-linje og kompassets faktiske stilling. Summen af misvisning og deviation kaldes devierende misvisning og er den vinkel, som kompaskursen skal rettes med for at få den retvisende kurs.

Misvisningen forandrer sig med tiden som følge af, at Jordens magnetiske poler vandrer, men den er konstant på alle kurser, og dens lokale størrelse og årlige forandring er angivet i alle almindelige søkort.

Deviationen er den resulterende fejl, der er forårsaget af flere inducerede magnetfelter i skibets jerndele. Disse kan være permanente eller flygtige, og den resulterende fejl varierer med skibets position, med dets krængning og med dets kurs. Deviationen kan findes ved at gennemsejle en fuld cirkel, mens deviationen løbende konstateres på de forskellige kompaskurser enten ved pejlinger til objekter, hvortil retningen kendes, eller vha. en deflektor, dvs. et instrument, der måler kompassets varierende indstillingskraft på de forskellige kurser. De fundne resultater lægges ned i en deviationskurve. Deviationen kan i nogen grad reduceres ved kompasretning, dvs. anbringelse af små magneter rundt om kompasset i et nathus, så deres resulterende magnetfelt er af samme størrelse, men modsatrettet skibets eget magnetfelt.

Gyrokompasset er baseret på et hastigt roterende gyroskop, der, upåvirket af andre kræfter, vil søge at holde sin akseretning uforandret i rummet. Tvinges aksen til at være vandret, vil der, i takt med at Jorden drejer om sin akse, opstå et lodret tryk på den ene ende af gyroaksen, der giver anledning til en vinkelret, dvs. vandret præcession, som vil tvinge gyroaksen ind mod og forbi meridianen. Her sender en modsatrettet, men svagere præcession gyroaksen tilbage over meridianen, og sådan vil det fortsætte, indtil aksen omsider falder til hvile i N-S-retning. Da det er uhensigtsmæssigt, at aksen pendler omkring meridianen, dæmpes bevægelsen i praksis, ved at der tilvejebringes en kraft, der modarbejder præcessionen. Det kan ske ved flytning af systemets tyngdepunkt, i praksis ved anvendelse af forbundne kar med olie e.l. eller med en vægt.

Gyrokompasset opstilles helst således, at det er mindst muligt påvirket af skibets bevægelser i søen, og gyrokompassets visning overføres elektrisk til repetérkompasser, der placeres, hvor der er behov for dem, og til andre kursafhængige anlæg som radar, selvstyring m.m. Gyrokompasset påvirkes ikke af jordmagnetisme og skibets eget magnetfelt, derimod af corioliskraften, der dog pga. ringe egenhastighed ikke spiller nogen rolle for skibe, hvor man i praksis kan anse gyrokompasset for retvisende. Tæt på de geografiske poler virker gyrokompasset dog ikke, da præcessionen her bliver for svag.

Om bord i fly er det almindelige gyrokompas uanvendeligt pga. flyenes høje egenhastighed. I et fly, der flyver vestpå med netop Jordens omdrejningshastighed, vil gyroen stå stille i rummet, og der opstår følgelig ikke noget aksetryk, der kan udløse en korrigerende præcession.