kommunaløkonomi

Forsyningen af offentlige goder afgøres ved politisk beslutning. Ifølge kommunaløkonomisk teori opnås den bedste resurseanvendelse for lokale offentlige ydelser ved lokal politisk prioritering og lokal finansiering. Dette er udmøntet i tesen om, at "kompetence og ansvar skal følges ad".

Kommunaløkonomien beskæftiger sig også med, hvor stor den lokale kommunale enhed bør være, målt i antal indbyggere. Svaret herpå afhænger af, hvilke opgaver der udlægges til lokal varetagelse. I de første 25 år efter 2. Verdenskrig gennemførte en række lande kommunesammenlægninger, men omkring 1970 ophørte de.

I 1990'erne gik tendenserne snarere i retning af at lade selvstændige, halvoffentlige myndigheder udføre opgaver. Sådanne myndigheder benævnes QUINGO'er (Quasi Non-Government Organisation).

Om nytten af en offentlig ydelse er lokalt begrænset eller ikke, beror i et vist omfang på en politisk vurdering, der ikke er helt skarp. Derfor er den teoretiske sondring mellem lokale og nationale offentlige goder ikke anvendelig til beskrivelse af virkeligheden.

Der kræves i de fleste tilfælde central kontrol med de lokale myndigheders opgaveudførelse, og selv da har man kun i de nordeuropæiske lande valgt at decentralisere de vigtigste velfærdsydelser.

Omfordelingspolitik er ifølge kommunaløkonomisk teori ikke egnet til lokalt ansvar, hvis lokal omfordeling vil lede fattige til at flytte til de enheder, der omfordeler mest, og de rige vil flytte den anden vej.

Forsøg i en enkelt lokal myndighed på at bedre beskæftigelsen gennem aktiv konjunkturpolitik anses heller ikke for mulig, da de vil blive udvandet ved, at virkningerne breder sig ud over den lokale enheds grænser, så den aktive kommune ikke selv vil opleve mærkbar bedring i den lokale beskæftigelse.

Derimod påvirker den lokale sektor set under ét samfundets beskæftigelse og økonomiske aktivitet, ligesom den har betydning for størrelsen af det samlede skattetryk.

Derfor må staten have midler til en overordnet styring; det kan være grænser for lokal forskellighed i opgavevaretagelsen, regulering af størrelsen af statstilskud eller, som i Danmark, Holland og sidst i 1990'erne også i Sverige, at staten indgår aftaler med kommunerne (se budgetsamarbejde).

Om den lokale finansiering siger teorien, at lokale offentlige goder bedst finansieres ved lokale skatter eller gebyrer. En lokal skat er først og fremmest en skat, hvis sats og/eller grundlag bestemmes lokalt.

Lokale skatter er i engelsktalende lande typisk ejendomsskatter, i de skandinaviske lande dominerer lokale personlige indkomstskatter, mens traditionen i kontinentaleuropæiske lande har været blandede skatter pålagt det lokale erhvervsliv.

I de tysktalende lande er der udviklet en tradition for finansiering ved skattedeling, så de lokale myndigheder modtager en i loven angivet procentdel af det provenu, der opkræves af en skat inden for det lokale territorium.

I Danmark kendes skattedeling som en kommunal andel af selskabsskatten, men også den fastfrosne amtskommunale grundskyldspromille er en skattedeling. Det lokale provenu af skattedeling medregnes i den officielle internationale statistik (OECD) som lokal skat, idet den dog, hvis den lokale skatteandel fordeles efter de lokale udgiftsbehov, anses for at være et tilskud.

Lokal skatteudskrivning tjener, når der ikke er tale om skattedeling, som signal mht. prisen på den lokale service. Den bør derfor være synlig for borgerne.

Lokale myndigheder kan også finansieres ved at opkræve takster for salg af varer og ydelser, men ifølge teorien bør det kun ske i tilfælde, hvor det private marked ikke fungerer.

Det gælder, når der er et naturligt monopol, dvs. når leveringen af en nødvendig ydelse, fx vand, gas og elektricitet, kræver rør og ledninger ført frem til hver enkelt husstand. Disse virksomheder benævnes ofte forsyningsvirksomheder eller kommunale virksomheder.

Teorien siger, at lokale offentlige investeringer lånefinansieres, således at renter og afdrag betales af den generation af indbyggere, der nyder fordel af investeringen. I Danmark er der dog ikke uden videre adgang til kommunal låneoptagelse til anlæg på de skattefinansierede områder.

Ud over skatter, salgsindtægter (takster) og lån kan lokale enheder også modtage tilskud fra staten (bloktilskud, skattedeling, refusioner, særtilskud) eller andre lokale myndigheder (delt finansiering).

Tilskud kan begrundes i flere forhold: De lokale ydelser kan gøre nytte for borgere uden for den lokale enhed, fx miljøvirkninger, og da bør omverdenen bidrage til finansieringen, hvis ansvar og kompetence skal følges ad.

I mange lande har de lokale skatter så begrænset et potentiale provenumæssigt, at de ikke kan finansiere de opgaver, de lokale myndigheder er pålagt.

Endelig anses tilskud for et nødvendigt middel til kontrol med den samlede lokale økonomi (bloktilskud) eller til indflydelse på de enkelte udgiftsområder (refusioner og særtilskud).

Der vil for alle lokale skatter være forskel på skattegrundlaget mellem lokale enheder, idet nogle ikke vil kunne udbyde de nødvendige lokale ydelser eller kun kunne gøre det med ekstremt høje skatter.

Kun ved lokal finansiering med kopskatter vil alle lokale enheder have det samme skattegrundlag. Kopskatter opkræves med samme beløb for alle.

For at sikre borgernes adgang til de basale lokale ydelser, således at tilbuddene ikke kommer til at afhænge af deres bopæl, kræves derfor udligning af forskelle i skattegrundlag og af forskelle i udgiftsbehov, se kommunal udligning.

Hermed sikres også, at den lokale skat afhænger af den lokale forsyning med lokale ydelser og ikke af, hvilke naboer man deler kommune med.